Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Vogt: Det ottende bud og den norske straffelov
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nils Vogt.
Jeg har en personlig erfaring herom, som bar gjort et
dypt indtryk. Som redaktør blev jeg engang nødt til at stemple
en offentlig tjenestemand som den, der uredelig tilvendte sig
statens penger. Det skedde ikke, før jeg underhaanden
men forgjæves hadde henvendt mig til hans overordnede
og git besked om, at en avsløring var nødvendig, hvis ikke
de vilde skride ind og gjøre manden uskadelig for fremtiden.
Hans brøde var oplagt nok, men allikevel oprørte det mig,
hvorledes han var stillet i rettergangen. Jeg, for hvem den
hele affære i alle tilfælde kun var av episodisk karakter,
hadde alle fordele, kunde overvære alle vidneforklaringer,
stille spørsmaal og kræve svar, men kunde seiv nægte at
svare, hvis det saa behaget mig. Han, som vilde være en
socialt og politisk ødelagt mand, hvis jeg blev frifundet, møtte
alene som vidne og kunde ikke overvære avgiveisen av de
prov, som stemplet ham som en bedrager. Paa egen bekost
ning kunde han vistnok ved en tøielig tolkning av loven
gi møte gjennem en dertil engagert advokat til varetagelse
av de civile retskrav saa lyder vistnok formlen men
seiv dette søktes ham förment gjennem protest fra en anden
i samme sak sigtets advokat. Og dog var den faktiske, om
end ikke formelle stilling denne, at han for almenhetens be
vissthet og i sakens følge var at betragte som den tiltalte, hvis
ære og velfærd stod paa spil.
Jeg mindes en anden injuriesak fra en smaaby. For at
komme en politisk motstander tillivs hadde en journalistspire
i en til en fest trykt leilighetsavis moret sig med at skumle
om politikerens frue og hendes opførsel. Istedenfor at gjøre
en uforbeholden undskyldning skjøt sigtede sig ind under, at
det hele var ment som spøk. Og formentlig til godtgjørelse
av denne spøks harmløshet blev det i lagmandsretten tillått
ham at føre vidner om damens optræden baade hjemme og
ute. Skribleren kjendtes av lagretten skyldig, men slåp med
betinget dom ! Hadde vi hat en mindre moderne, en mere
praktisk og en hæderligere retsordning, burde lagmanden ha
kunnet gi skumleren en kraftig tilrettevisning i aapen ret og
negtet vidneførsel. Naar det hele var ment som spøk, hvör
til da dette alvorlige apparat med en hæslig vidneførsel om
helt private og intime ting?
514
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
