Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Thomas Mann. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Thomas Mann.
Saaledes forklares det, at han, Digteren, der ved sine
Anlæg følte sig som en fremmed i det borgerlige Samfund,
ja, som en Fare for det, ikke gik ad den brede Vej i Flok
med de talrige overlegne, der saa ned paa det, men fra først
af kom til at betragte det med mere Respekt end Ironi, med
en dyb og fin Blanding af Frastødning og Tiltrækning, og
med den Udelukkedes Misundelse og Skarpsyn.
Hans Livsværk blev en Kredsen omkring denne Mod
sætning mellem Borgerlighed og Digtersind, som han straks
blev stillet overfor. Det er at betragte som et Forsøg paa at
udrede sig den i alle Følger og uddybe den til den sidste
Uforsonlighed ja videre endnu til hvor den ophæves.
Hvorledes han opfatter Kunstneren og Kunstnerevnen
har han ikke lagt Skjul paa. Han har udtalt sig derom Gang
paa Gang og han har med fuldkommen Utvetydighed gjort
det i et lille Flyveskrift «Bilse und ich», hvor han tager sin
Kunst, dens Frihed og dens Værdighed i Forsvar mod dem,
der anser sig for hans Ofre, og som vilde trække hans Roman
«Buddenbrooks» ned til at være en Nøgleroman.
Han gør det ikke ved at benægte, at han har laant Træk
fra denne eller hin, men ved at henvise til de Ibsenske Ord,
han har brugt som Motto for sin Novellesamling «Tristan»:
«At digte er at holde Dommedag over sig seiv.» Han trøster
altsaa sine Modeller ved at sige: «Vær vis paa, at er I blevet
ramt, saa er jeg heller ikke seiv gaaet fri, og saalænge jeg
ikke koldt og hovmodigt slaar mig til Ridder paa andre, men
seiv betaler med min egen Person, saalænge har I ingen
Krav paa mig.» Men hertil føjer han et andet Forsvar, som
hans Læsere næppe har godkendt med samme inderlige Til
slutning som hans Medbrødre i Kunsten. Han siger: «Det,
I beklager Jer over, er ikke, at jeg siger Tingene, men at jeg
siger dem træffende. Det træffende Udtryk er altid forhadt.
Den rummelige, omtrentlige Betegnelse lader i Fred, beroliger.
Den nøjagtige opriver og føles som en Nærgaaenhed hvad
enten den i sig seiv er venlig eller fjendtlig ment.» Men «de,
der for Alvor elsker Ordene, vil hellere gøre sig Verden til
Fjende end ofre en Nuance», og til dem, der er traadt ham
for nær med deres krænkede Følelser, raaber han med Selv-
547
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
