Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Thomas Mann. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Thomas Mana.
kussion, som fortsættes i næste Værk, Dramaet «Fiorenza»
af en større Aandsfælle, Savonarola.
I den sidste Fortælling endelig har Mann givet sit store
Værks Genesis.
Den, der kun har Talent, har man sagt, har ikke meget.
Thomas Mann, Novelleforfatteren, var fuldstændig beredvillig
til at underskrive dette. Han saa paa det, han frembragte,
som saare ringe Ting, en Kuriositet, en Luksus, for ham seiv
en Lidenskab ganske vist, men for andre højst en flygtig
Forlystelse. Han skuffede sig ikke som de, der troede, at
hver af deres talentfulde Ting var en vigtig Begivenhed og
en Adkomst til Medborgeres Taknemmelighed. Borgeren i
ham frelste ham fra denne Skribenternes lille Selvfølelse.
Han havde Købmandsblod i sig, han vidste gennem Arv og
Opdragelse, hvad godt, solidt Arbejde er værd. Han foragter
ikke disse Studierids. Med fin Værdighed hævder han Arti
stens Haandværkerære, «Krebsegangs-Imitationens» Betydning.
(«Kun de ligeglade og Middelmaadighederne kaster Vrag paa
den Slags Øvelser af lutter Hovmod. Nej, Ydmyghed søm
mer sig.. . mærk Dig det, Johan».) Men han har lagt Mærke
til det nyttige Menneskes instinktive Bingeagt for Artisten,
Ordkunstneren, Manden, der tilbringer sit Liv med at blæse
Sæbebobler, som Børn morer sig over og barnlige Sjæle tager
højtideligt. Og, hvad mere er, han har forstaaet denne Binge
agt og følt dens Berettigelse, som han ganske vist tinder paa
et Punkt, hvor Æstetikerens Modpart næppe vilde falde paa
at søge den.
Det er ikke fordi Ordene i sig seiv er overflødige, flygtige
og übrugelige Ting i Forhold til de mere reelle Værdier, at
der er Grund til at se ned paa dem. Nej, det er fordi de
saa hyppigt kun er tilfældige, individuelle, unyttige.
Hr. Klöterjahn, den robuste Grosserer, samler (i «Tristan»)
sin Anklage mod Skribenten i to Ord: Fejghed og Usandhed.
Han foragter disse Skriverier, fordi han føler, at de blot er
Forsøg paa at slippe udenom Oplevelsen paa den næmmeste
Maade, hjælpe sig med Surrogater i Stedet for Virkelighed.
De preller af paa ham, fordi de ganske simpelt røber Ukend
skab til de Ting, de taler om. Det er en tung Anklage, og
den rammer tilvisse store Dele af den moderne Litteratur,
der af Laugsfæller berømmes for Talent.
555
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
