Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Ibsens «Peer Gynt»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Chr. Collin.
Og, som ved et mirakel, mot slutten av den sidste akt er
det som om Peer Gynt blir gjenopvakt til individuelt liv.
Han blir pludselig forvandlet. I hans aarer banker atter
menneskenaturens varme blodstrøm. Han er ikke længer en
enkelt egenskap personificeret, men et fint sammensat men
neske, beslegtet med os alle. Han blir atter et medmenneske,
ikke længer en paryk-blok, eller en satirisk maske, men et
levende menneske, set indenifra, med digterens varme blik.
Peer Gynt blir i slutningsscenen atter vor Peer Gynt og
Solveigs. Det er merkværdig, at Solveig, hans gode engel, hans
skytsaand, hvem digteren har skapt til at elske ham og redde
ham, hyn som bevarer Peer Gynts guddommelige og ide
ale seiv, Solveig er saagodtsom fraværende fra de to sidste
akter, like til selve utgangen paa den femte akt. Peer
Gynt blir atter et virkelig menneskelig individ, saasnart han
kommer i nærheten av Solveigs hytte, i den første dæmring
av en pinsemorgen, da den gamle Solveig, som en næsten
blind gammel kone hun synes alene at ha gang-syn
kommer tilsyne paa dørstokken for at stavre avsted til
kirken.
Kanske vil De si, at denne forandring i digterens syn
paa Peer Gynt er fuldkommen logisk fra Henrik Ibsens side.
I de tre første akter er Peer endnu til en viss grad et indi
vid; men efteråt han har tilbragt tyve aar i Amerika, be
skjæftiget med at puge sammen penger, har han mistet sin
sjæl og sit individuelle præg, hvorfor han jo ogsaa skal
kastes i støpeskeen for at ompræges av Knappestøperen,
denne personifikation av.Døden og Dommedagen, som han
gjentagende møter paa sin vei i den femte akt.
Derfor kunde man si er det jo ganske logisk, at
Peer Gynt i de to sidste akter, hvor han har mistet sig seiv,
ikke længere er noget fuldstændig individ, og at han ikke
gjenopvækkes til fuldstændig personlig liv, førend han nær
mer sig Solveig, som har bevaret hans sande jeg, i sin tro
paa ham, sit haab til ham og i sin kjærlighet. For hende er
han endnu den unge gut Peer Gynt, om hvis barndom og
opvekst mor Aase har fortalt hende, den uskyldige lille
Peer, slik som moren erindret ham fra den tid, da hun for
talte ham eventyr og fostret ham til en snartænkt og sterk
lemmet gut. Peer Gynts frelse beror paa, at der er et andet
600
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
