Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Ibsens «Peer Gynt»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Deilige sol og deilige jord,
Ibsens «Peer Gynt».
paa ham, htm i hvem digteren har legemliggiort sin egen
ømhet overfor sin helt.
Og efteråt Ibsens hevnende satire overfor samtidens Norge
har faat mætte sig gjennem fjerde akt, og den største del av
femte akt, og gjort den arme Peer næsten til et nakent skelet
av egoisme, da er det, at digteren pludselig, efteråt han
har latt helten gjennemgaa alle angstens og forlatthetens
kvaler, slaar om og gjør ham paany menneskelig og med
ynksværdig. Peer Gynts røst, som i den første del av den
femte akt klang saa umenneskelig haard, faar atter en bløt
og rørende klang, som gaar os til marv og hen. Han er ikke
længer en haard masse av selvgodhet og egennytte. Han roper
ut i angst for sit liv, han erkjender sig ydmyg for at være
fortapt, han føler sig hjemfalden til støpeskeen. For første
gang paa mange, mange aar er han ydmyg og liten i sine
egne tanker. Idet han opgir sig seiv og erkjender sig for
fortapt, da er det at han begynder at vinde sig seiv.
«Saa usigelig fattig kan en sjæl da gaa
tilbake til intet i det taagede gråa.
Du deilige jord, vær ikke vred,
at jeg tramped dit græs til ingen nytte.
Du deilige sol, du har sløset med
dine lysende stænk i en folketom hytte.
Der sat ingen derinde at varme og stemme;
eieren, sier de, var aldrig hjemme.
I var dumme, at I bar og lyste for min mor.
Aanden er karrig og naturen ødsel.
Det er dyrt at bøde med livet for sin fødsel.
Jeg vil opad, høit, paa den bratteste tinde ;
Jeg vil endnu engang se solen rinde,
stirre mig træt paa det lovede land,
se at faa snedyngen over mig kavet;
de kan skrive derover : «her er ingen begravet»;
og bakefter, siden ! Lad det gäa, som det kan
Denne hjælpeløse klage i den yderste nød haren usigelig
dyp og inderlig klang, som vældet den op fra digterens egen
sjæl. Man kan vanskelig undgaa at tænke paa Ibsens aller
sidste skuespil, «Naar vi døde vaagner», hvor kunstneren
Rubek, efter at ha erkjendt, at hans livsverk har været mis-
611
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
