Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Ibsens «Peer Gynt»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
de kan skrive derover: «her ligger ingen begravet».
Chr. Collin.
lykket, fordi han har brukt et levende menneske blot som
middel for sin egennyttige kunst og derved sondret kunsten
fra livet og dræpt livsglæden i sig, ved at dræpe kjærligheten,
efteråt han har erkjendt «kunsten for kunstens skyld» som
bankerot, ønsker han, som Peer Gynt, endnu engang at klatre
op gjennem skodde og sne til de sollyse tinder, med Irene,
sit hjertes elskede. Han stiger op over bræen og forsvinder
i et sneskred, som river ham og Irene med sig i avgrunden.
Man fristes til at spørge, om Henrik Ibsen, dengang han i
en mismodig og ydmyg stund skrev avslutningen av «Naar
vi døde vaagner», mindedes det sted i «Peer Gynt», hvor
denne ønsker sig endnu engang at faa se solen rinde høit
oppe paa den bratteste tinde,
«stirre mig træt paa det lovede land,
se at faa snedyngen over mig kavet :
Har Ibsen nogen gang i en ydmyg stund ønsket sig denne
gravskrift sat over sig seiv?
Sikkert er det ialfald, at Ibsen giennem Peer Gynts skik
kelse ikke alene har villet ydmyge det norske folk og tvinge
det til at se sig i al sin litenhet, men han har ogsaa villet
ydmyge sig seiv og derved hævet sig seiv og sin kunst. Peer
Gynt er reddet, eller er ialfald redningen nær, fra den stund
av da han endelig gjennemlever den dødelige angsts kvaler,
og da han kaster sig hjælpeløs som et barn i favnen paa en
overmenneskelig magt. Det er Henrik Ibsen seiv tror jeg
—, som engang i sit liv har gjennemlevet denne angstens
stund. Det er han seiv, som har spurt sig i dødelig angst, om
han kanske hittil har levet og virket forgjæves og tapt noget
av sit sande seiv i digtekunstens drømmeliv.
Det er merkelig, at den samme selvydmygende bekjen
delse vender tilbake i næsten alle Ibsens sidste verker. Byg
mester Solness erkjender, at han i grunden ikke har bygget
noget, —ja ikke engang ofret noget for at faa bygge. Og
John Gabriel Borkman opdager, at han ved at ofre alt andet
(og alle andre) for sin egoistiske higen efter magt som
Solness og Bubek i sin higen efter kunstnerisk storhet
har dræpt en kvindes kjærlighet og tapt sit eget sande liv.
612
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
