Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Thomas Mann. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
41 Samtiden 1913.
Thomas Mann.
Dybsindighederne, og gækkende alt Dybsind ved dog maaske
hvem ved at være den klogeste.
Hun er vedblivende og ihærdig som Hjulenes Hakken, der
falder ind, nåar Samtalen standser. Afsted, afsted, afsted er
det Omkvæd, de synger. Hvorfor, hvorhen? Véd de, der
sidder i Kupeen det, er deres Maal ikke lige saa korte og
stakaandede, har de seiv andet Svar end dette, der förekom
mer saa fladt, saa aandløst, saa fattigt? Er det andet, hendes
Broder, den tankerige, splittede, sjælfulde Thomas Budden
brook nåar til? «Jeg vil leve, det er det, at jeg vil leve», er
hans smertelige Udbrud, da han i Nattens Mørke stiger ned
i sit Væsens Dybder. Det er en dødsmærket Mand, der siger
dette. Hans Ord er at opfatte som et «ave cæsar, morituri
te salutant». Saaledes staar Broder og Søster ved hinandens
Side, den ene, der intet begriber, og han, der sprænges af
sin Aand, og den ene er ikke klogere end den anden. «Jeg
vil leve», det er begges Svar. Men der er Forskel i Virke
ligheden og i Thomas Manns Øjne —en uhyre Forskel. Fol
den ene er dette et dybt og übevidst Instinkt, en Kilde til
Styrke og Udholdenhed, men for den anden en Förargelse,
en Undren, en Übegribelighed. For den ene er det Lodde
punktet, i hvilket Personligheden sammensmeltes, for den
anden er det Anstødsstenen, over hvilken Fornuften atter og
atter snubler, thi hvorfor leve, hvorfor fortsætte en Tilværelse,
hvis Glæder og Sorger man har indset fører ingen Steder
hen, hvorfor leve, nåar Tanken længst er ilet forud og er
færdig med alt.
Dette er den sidste og uløslige Gaade: Slægterne rejser
sig paany uden at lade sig standse af de foregaaendes Erfa
ringer. Denne plumpe Kendsgerning, at Livet efter alle Li
delser, efter Dødens Smerte, efter Bevidsthedens sidste hero
iske Udfoldelse begynder helt forfra paany, det er Brodden,
det er Tankens Kors. Det indgyder alle Slags blandede Fø
lelser, forvirrer og fylder med Væmmelse. Efter at Digteren
i «Tristan» udtømmende og præcist har skildret Hr. Klöter
jahn hans Plumphed og hans Hustrus Skønhed, møder han
Ammen med den unge Hr. Klöterjahn paa Armen, den lille
brutale Nybegyndelse, der har kostet Moderen Kræfter og Liv.
Der ligger saa alle Argumenterne.
Da Familien Buddenbrook efter saamange Skæbner, efter
625
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
