Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Thomas Mann. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Thomas Mann.
ber Skønheden, som fortjente at leve, den dræber dem, der
gerne vilde leve, den dræber dem, der siet ikke har tænkt
paa at dø. Saa vilkaarligt, pludseligt og überegneligt som
Livet seiv kommer den og atter og atter som Livet seiv.
Derfor denne Række af Dødsskildringer, ensformige og dog
forskellige, saa ens er Døden, og paa saa mange Maader kan
den overraske.
Livets Opstaaen og dets Ophør, mellem disse to uover
skridelige Strømme bevæger Tanken sig. Den er sat ien
Verden, der ikke imødekommer dens Krav.
Dette er Baggrunden for den dagklare Fornuft, der rører
sig i denne Bog. Mørket omgiver den til alle Sider, men
Standpunktet er ikke taget ude i Omkredsen, hvor der hersker
en Rembrandtsk Halvdunkel, men midt i Lyskeglen, hvorfra
Mørket ses som en gaadefuld Mur. En hurtig Betragtning
vil derfor kunne lade sig skuffe af denne Klarhed, der hævder
sig saa tappert og rydder sig Plads i Mulmet. Det er en
Rationalisme, men en Rationalisme indskrænket af Kends
gerningerne. Det er Menneskets Natur at begribe. Fra dets
Hjærne udstraaler Begribelse, men til alle Sider møder den
Übegribeligheder: Ting, Kendsgerninger, Forhold, som den
ikke kan gennemtrænge.
Dette er Spændingen, staalfjederagtig klar, en Mystik, der
ikke er «mystisk», fordi den er ligesaa fortrolig med sin egen
Begrænsning som Fornuften med sin.
Spænding forudsætter Kraft hos dem, der skal udholde
den, og paa forskellig Maade ser vi derfor i «Huset Budden
brook» Menneskene ranke sig for at bære den Byrde, der er
lagt paa dem.
Der er i denne Verdensanskuelse ikke Plads for nogen
«flov Optimisme», der lover «hurtig Opfyldelse af ethvert
næppe vakt Ønske». «Det er en naragtig Idealisme» at tro,
«at det gaar til i Verden som i en smuk Melodi». Tværtimod
er den som en indviklet Sats, der kræver Tro og Udholden
hed, Haab og Øvelse for at opfattes i sin Samklang. Men
det er paa den anden Side en utilstrækkelig Idealisme at for
veksle Trods og Kraft som Onkel Gotthold. Han ejede intet
af den Svingkraft, den Fantasi, «der sætter en i Stand til med
stille Begejstring, sødere, mere lykkebringende end en hem
melig Kærlighed, at nære, at passe og pleje, at forsvare et
627
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
