Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Halvdan Koht: Det store i 1814
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det store i 1814.
Saa blev da folket kallt sammen i kirkene hele landet
over, og det blev spurt: «Sværger I aa hævde Norges selv
stændighet og vove liv og blod for det elskede fædreneland?»
Det var en hel folkeavstemning som gik for sig, en almen
folkevilje som uttalte sig. Den var saa kravsterk, saa vold
sora, at seiv de som var uenig, ikke vaaget at skille sig ut.
Det var et samstemmig oprør paa én gang mot Kiel-fredens
nasjonale vanære og mot enevældets herskerrett.
Den 25de februar var den første dagen i denne folke
avstemningen, og den er derfor en av de største dagene i
vor historie. Da blev selvstændighets-reisningen vigslet. Da
fik regenten og hans raadgivere folkets fullmagt til aa styre
landet. Da steg for første gang det norske folket fram i sin
fulle myndighet. Det var folkesuveræniteten i sin mest
direkte form og i sin største seier.
Samme dagen blev utsendingene til Riksförsamlingen paa
Eidsvoll valgt. Den skulde sætte folkeviljen i verk, gi lan
det selvstændighetens organer. Og den 10de april møtte den
første frit valgte folkerepræsentasjon i Norge, den første
som ikke gjorde forskjel paa klasser, men repræsenterte hele
folket under ett.
Eiendommelig nok, reiste det sig paa denne første riks
församlingen et spørsmaal som ellers bare har spillet nogen
rolle i den allermoderneste politik, spørsmaalet om magt
forholdet mellem repræsentasjonen og folket, mellem væl
gerne og de valgte.
Det som det galdt om, var selve hovedsaken i aarets
strid: skulde Riksförsamlingen være bunden av selvstændig
hets-erklæringen av 25de februar, eller ikke? skulde folke
viljen være ufråvikelig lov?
Nikolai Wergeland reiste spørsmaalet straks fira
forsamlingens første dag, og han holdt det siden stadig fram,
med alle de konsekvenser det innebar. Folket er frit, sa
han, og derfor «er denne Forsamling og aldeles fri og uaf
hængig, og nu alene i Besiddelse af Nationens Suverænitet».
Han gjorde forsamlingen til ett med folket, og forkynte :
«Alt hvad denne Forsamling, o: det frie norske Folk, ikke
har sanktioneret, er ugyldigt.» Derfor var ogsaa Christian
Frederiks regentskap ulovlig, helt til Riksförsamlingen hadde
git det sin stadfæstelse. Og Riksförsamlingen kunde frit
251
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
