Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Halvdan Koht: Det store i 1814
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Halvdan Koht.
bestemme, om den mente landet hadde raad og evne til aa
opretholde selvstændigheten.
Wergeland hadde utvilsomt rett, nåar han gjorde Riks
församlingen til bæreren av folkets suverænitet imot alle
andre magter. Men nåar han ennog vilde ha det til at Riks
forsamlingen var suveræn over selve folket, da syndet har,
imot den folkesuverænitet som han ellers bekjendte sig til.
Han vilde gjøre til sannhet for det norske folket det som
Rousseau hadde sagt paa spott om det engelske, at det
var bare frit i selve valg-stunden, men efter valget var det
atter trælbundet.
Likevel var det uundgaaelig nødvendig, for dem som
ikke turde ta op striden for den uavkortede selvstændighet,
aa reise innsigelsen just paa dette punkt; de kunde ikke sam
tykke i at hele saken skulde være avgjort med folkets djerve
ed. Men dermed var det ogsaa git, hvad kampen maatte
staa om, det var paanyt som i februar-dagene folkets
suverænitet.
Christian Magnus Falsen blev dens ildfulde for
kjæmper. «Lader os fremfor Alt erindre,» ropte han, «at
tien hele Souverainitet er i Folkets Hænder! Lader os alt
saa ikke, i det vi, overeensstemmende med den os overdragne
Fuldmagt, bestemme Rigets Constitution, og hvem der, i
Følge Samme, skal være i Besiddelse af Souverainitetens for
skjellige Bestanddele, begynde med den Inconseqvenee, seiv,
i vor Person, at ville samle al den Magt, hvis Deling vi
allerede have bestemt; lader os vel vogte os for, at vi ikke
seiv skulle begynde at handle efter Principer, vi eendrægtigen
hos Andre have fordømt!»
Falsen saa, at Riksförsamlingen hadde ikke bedre rett
til aa tilegne sig suveræniteten over folket, enn den danske
eller svenske kongen eller prins Christian Frederik hadde
havt. Og han vilde ha dette slaat fast saa greit som mulig.
Derfor föreslog han, at Riksförsamlingen seiv straks skulde
bestemme, at nåar den hadde vedtat grunnloven og innsat
landets øverste styrer efter den, saa var forsamlingen færdig
med sin gjerning.
Det var slet ikke alle som skjønte, hvor stor en avgjø
relse det laa i dette forslaget, og det var næsten ved et til
fælle det blev vedtat; stemmene stod jamt, og præsidenten
252
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
