Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Olaf Bull: I mørke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I MØRKE.
Det var i september. Kirken laa utvisket i taaken inde
bak stengjærdet, det store stengjærde av vild, uhuggen
sten, der forhindret kirkegaarden i at rase like ned paa
landeveien.
Mens Myre gik i sølen utenfor. Han gik og tænkte paa,
hvad denne sommer hadde opfyldt av haab. Nu frydet det
ham at se nypetornen stritte med sine røde bær inde i taaken,
og kastanjetrærne, som stod med den ene side rød og den
anden grøn, lik heraldiske trær. Og alle løvtrærnes for
elskede hær tøiet sig utover i smaa, vinrøde holt bakenom
kirken. Merkelig var det at de uendelige lange gartnergeled
der av asters, som gik bortover den sorte mark - - denne
haardføre høstblomst rødfrossen og blaafrossen eller hvit
som sne.
For et par dage siden var solen endnu varm, men i
hele dag hadde den været blekere der var likesom gaat
stær i dens store, straalende øle. Den var saa fjern, saa fjern,
men vilde ikke være ved det. Og blaaningen faldt paa nu.
Mens tænkte sig en stor, taaket aand, som purret op
i landskapets esse. Det hetet til gjennem alle stener, alt
kvas og løv hvad der ikke før hadde blomstret, blomstret
Trækronerne hang over den sorte aa, blussende som
aldrig nogen rosenbuketter i verden. Alleting hadde ret til
en farve, det sørget høsten for.
Han gik nedover den lange kirkevei, hvor husenes brand
murer stod som tomme, blåa kvadrater dernede ved bebyg
gelsesgrænsen. Kaalen gav ondt Ira sig paa jorderne. Paa
en av bænkene satte han sig under en bjerk ved veien.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
