Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Olaf Bull: I mørke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I mørke.
Uendelig træt av den tunge vei sat han der under træet
Og i hans hjerne steg det atter op, det digt han hadde paa
begyndt, men ikke kunde faa færdig:
Du skye, av kvinder foragtede,
som bærer din arme styrke
i manddommens bitre blufærdighet
Ta min kolde haand
og press den op mot dit øie,
med knuste taarer, som længselen
spruter over dens hud
Menss tanker drog hete videre, sat i Hugt av rytmefaldet.
Ja, ja! Ikke de, som forsager av egen vilje, ti
dem er der ingenting ved, og dem blir der ingenting ved!
Men de, som maa forsage, og knuse sit eget hjerte atter og
atter! Det er de, som vil forståa!
Men de har saa let for at føle sig hæslige. Det eneste,
som gjør, at vi som taper ikke føler os motbvdelige i kjær
hgheten, er vor store sorg! Den holder os oppe i lvkkens
stolte nivåa. Kun derigjennem kan vi omgaaes de lykkelige
med værdighet!
Og Mens følte pludselig en dyp, mørk styrke fylde sig,
en glæde, som kom fra den anden side av den jordiske fryd.
Han tænkte sig tilbake. Fndogden blussende uskyld søkte altid
andre steder hen for at falde end hos ham. Ja, ja det
var det latinske sagn : Guden Vulcanus natus sine
Gra ti is. Præcis som guden Vulcanus fødtes han uten gratier,
men til gjengjæld, til gjengjæid skulde han da smede
gudernes lyn!
Det rødmet et digt, en heftig anklage gjennem Menss
hjerne. Han krafset ogsaa ganske følgerigtig i sin gamle regn
frakkelomme efter blok og blyant. Men med det samme han
kjendte dem i sin haand, gav han sig, og lot haand, blok
og blyant ligge slapt nede i den klamme lomme.
Det var saa underlig med Mens, dette. For en tid siden,
da han endnu hadde fire vægger om sig, var det altid en
lettelse for ham, nåar han.kom hjem med et digt i hodet,
og ikke kunde finde fyrstikker. Fandt han dem, val
det ikke saaværst, om blyanten var borte, og hvis den
kom tilrette, hændte det gud være lovet hyppig, at den
155
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
