Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Olaf Bull: I mørke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I mørke.
han syntes maatte være kjærlighetens eget, vilde navn, en
ukjendis.
Gwendoline, sa Mens for sig seiv. Der var bjerge og dype
sjøer i dette navn, en bundløs-deilighet og stolthet og lykke
for ham, Mens. Et smukt navn, i dét var opreisning for alt,
loi- lumpenhet og kulde. Han kunde ikke komme tilbunds i
det, det blaanet sig videre, og paa blaanerne laa den vilde
lyng og nikket.
Han nævnte det omigjen, lykkelig og svimmel. Han endte
med at sætte det i meningsløse verselinjer, som ikke inde
holdt sund sans, men bare lød,— for at faa det til at klinge
i Hugt med rytmefaldet i hans sind. Og menneskene, som
spaserte utenfor hans øine, opfattet han nu kun som gjen
nem tykt glas - - deres bevægelser var meningsløse og løs
revne, deres minespil vanvittig, og larmen omkring ham lyd
løs, for stor til at opfattes som støi. Han fandt frem en
Bastos cigaret, som laa i vestlommen og dråk ind i sine
nerver den blåa røk fra den rene sorte tobak. Han fik trang
til at gaa ind i en sidegate av bare lykke.
Men han kunde ikke komme sig til, før dén konstabelen
paa hjørnet hadde snudd sig væk han ængstet sig for at
la denne opdage hans bedrageri. Men konstabelen, som hadde
lagt merke til hans nervøsitet, vilde ikke helt slippe ham med
øinene, og slik blev da Mens staaende, urolig og forbitret,
indtil en ny sporvogn kom imellem dem. Da tok han et langt
skridt, smat bak den, og var reddet.
Bak efter maatte han jo atter smile. Han pønset paa,
hvorfor han nu egentlig skulde ha det paa den maaten.
Men saa faldt navnet ham atter i sindet, og han svelget i den
følelse, at dette blåa, vidunderlige navn elsket ham, og saa
paa ham med tindrende øine.
Saa stod han da omsider foran en stor blank speilglas
rute, bakom hvilken der var vester, knäppet over træblokker,
tandvand, ridesnipper og slips. Mens syntes han kunde
spore den elegante luft gjennem ruten, særlig duften av for
førerhaarvandet Edol, og han blev sval av harme. Han for
faldt efterhaanden til rent socialistiske stemninger, men fik
til syvende og sidst opreisning ved at klæ sig paa i tankerne
med vesten, rideslipset og haarvandet.
159
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
