Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigurd Mathiesen: Thomas Krag in memoriam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Thomas Krag.
Men hvad jeg alt dengang forstod: at jeg hadde mødt
et stort og særpræget talent. Og en menncskesjæl, saa tung*
sindsnært beslægtet med mig seiv. En sjæl jeg nødigst vilde
miste.
Det var underliden en sensibel usikkerhed i hans tilsyne
komst. En sky reservation, der tit kunde opfaltes som
übestemthed. Men gjaldt det saasandt et livstag, var saamænd
manden paa plads. Enten det saa gjaldt andre eller sig seiv.
Men helst andre. Det ved jeg.
For han var aldeles ikke dette taageaglig udflydende sagn
begreb, som særlig dansk kritik har villet gjøre ham til. Det
blåa ideal med tusmørkestemmen og al den sære forhen
værenhed. Nei, han var saamænd nærværende nok under
tiden. Med to høist korporlige næver og en uvisnelig mening
i sin krop.
Jeg læste virkelig i en avis, at han stod sin samtid fjern.
Dansken, som skrev det, hadde rimeligvis forslugt sig paa
Rung og den elektriske kontakt. Stakkars fyr. Han ind
bildte sig rimeligvis derved at smigre sin egen literære kløgt.
Men det var saa tvertom med Thomas Krag. Trods
sit tilsyneladende fraværende ydre lyttede han meget nøie til
tidens pulsslag. Og han var ofte langt bedre underreltet om
dagens aktualitet end mangen høivigtig, allestedsnærværende
journalist.
Han bebreidede mig ofte, at jeg siet ikke brød mig om at
læse aviser. Jeg tror min suveræne ligegyldighed for dem
skriver sig fra Amerika, hvor man ligefrem drukner i avis
makulatur. Han derimod var en flittig avislæser og publi
cist. Og i mange af hans bøger kjender man sin egen kjære
samtid bedre igien end i hundre andre virtuosfunkende elek
tricitets-værker.
Ganske vist stod ;han tvilende fjernt overfor velsignelsen
af alle moderne opfindelser. Og han talte ofte nok om den
kjedsommelige overgangstid vi befandtos i. Likte ikke det
nye, fordi [det förekom ham festløst. Fjernt fra hans eget
naturelskende, mystikgrebne væsen. Det var ikke, fordi han
ikke forstod at vurdere det nye. Men netop fordi han saa
169
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
