Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigurd Mathiesen: Thomas Krag in memoriam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ti han var tilfeldigvis digter.
Sigurd Mathiesen
gjennem dets elektriske flitter og jag og spurte om —: til
hvad glæde, hvad gavn for menneskene?
Han var nemlig ikke saa skraasikker paa disse moderne
bekvemligheders uerstattelighed for livet. Der var ogsaa
noget i de gamle kulturværdier. Naar bogen blev hikket og
de festlige lys tændt. Naar det knitrede i den hjemlige ovn.
Naar krystal og vin og venner var tilstede ....
Kunde det kanske opveies af en moderne centralopvar
met og giftiglunken kafé? hvor man sjelden mødte et ærlig
haandslag mer.
Ak nei, mente Thomas Krag. Det var en sørgelig
overgangstid. En tid fuld af surrogater for egte menneske
lighed. En ingeniørtid fuld af elektriske bluff og opfind
somme funker. Men uden dybere personlig værd.
Som ven glemmer jeg aldrig Thomas. Jeg kunde fylde
sider med hans hensynsfulde overbærenhed. Hans løvemod.
En søile af retsind og kraft, som jeg vistnok engang har
sagt. Hans varme hjerte drev ham til at møde alle, men
især den fattigste, den mest forkomne med velvilje.
Derfor tvinges en artikkel om ham til at forme sig som
en for én gangs skyld sand panegyrik.
Og da maa jeg mindes slutningen af Mester Magius.
Denne erkjendelsesdybe, menneskelige bog. Der förekommer
nogen mærkelige sætninger om denne mand, som hadde med
følelse med alt jordens lyssky kryb. Seiv rotterne og de
skumle insekter, der trives i mørket under stenene.
En gammel, latinsk sætning sier, at intet menneskelig
bør være en fremmed. Thomas Krag mener som en in
disk vismand, at intet levende kryb over den samlede Jor
dens rund bør mangle menneskenes forstaaelse og sympati.
Ti alt er visselig gnister af samme vældige ophav.
Grundtonen i hans naturmystik. Den forgjættende og
frelsende lurtone.
Jeg føler det som en sjelden skjæbnens gunst at ha mødt
et saa rigt og særpræget menneske. Et menneske, der kunde
omslutte saa mange af livets fænomener og tinde den enkle
170
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
