Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anathon Aall: Om fædrelandsfølelse og den verdensmenneskelige bevissthet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om fædrelandsfølelse og den verdensmenneskelige bevissthet.
venlige retsinstituter i vor tid. (Smlgn. om dette paa norsk
Nikolaus Gjelsvik, «Lærebok i folkerett», især s. 102 ff.). Særlig
kan Haagkonfereneer og Haagdomstolen, samt nogen
foreninger: Institut de droit international, International law
association, og Union interparlamentaire.
Til disse företeelser paa det mellemfolkelige livs omraade
sætter tiden sit haab; paa samme maate som i den ældste
tid stammen satte sin lit til høvdingen, eller i mellemalderen
folket til presten. Men de har en svakhet ved sig alle tilhope.
Det staar ikke nogen magt bak deres idealer og deres ved
tak. Det ser vi tilfulde i disse dager.
Krisen kommer nåar specielt fædrelandske synsmaater
støter sammen med de verdensmenneskelige. Utgangen er da
altid den samme. Fædrelandsfølelsen seirer, og de verdens
menneskelige hensyn blir traadt under tøtter. 1 samme stund
blir moralen lyst utlæg paa jorden. Det kan rolig sies: Den
maate som den almenmenneskelige moral blir krænket paa,
nåar fædrelandsfølelsen gjør et folk til et andet folks fiende,
er uten sidestykke i vort øvrige slegtshistoriske liv. Det er
bare saa længe ufreden staar paa, indvender man. Men mo
ralen taaler ingen dispensationer. Det gives ikke nogen tem
porær, saa litt som nogen lokal moral. En moral gjælder
enten ikke nogen gang. Eller den gjælder hver stund den
sættes paa prøve. Og vi har at konstatere, at denne prøve
staar den ikke nåar freden brytes.
Men fædrelandsfølelsen, slik som den historisk lever blandt
menneskene, har indtil aar 1915 altid ført til at folkene, ret
som det er, er blit tiender med hverandre; i de sidste 20 aar
har vi ikke hat mindre end 8 tilfælde av krig, den sidste
værre end alle tidligere. Saaledes blir vi tilslut drevet til at
ta principielt parti i saken og spørre os seiv:
Kan fædrelandsfølelsen höides oppe i moralens navn ?
Er den noget godt? Eller fører den menneskene paa
vildstraa ?
Idealerne synes paa dette punkt at holde paa at gjen
nemgaa en forvandling. Det er ved fædrelandsfølelsen noget
som vil staa og noget som vil falde. Den følelse som binder
os til vort fædreland, har samme rot i livets mystik som den
der binder os til vore forældre. Den inspirerer menneskene
til nogen av de ædleste gjerninger og de største ofre. Der
211
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
