Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Matti Aikio: Blodakeren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Matti Aikio.
fold av løfter om alverdens goder og avskaffelse av livets
største forbandelse, hvorfor i herrens navn om fattes den ikke
alene med lunkenhet, med endog med umiddelbar aversion
av den under krigsaaket lidende menneskehet? Det kan da
fornuftigvis ikke skyldes bare den omstændiglhet, at freds
saken fortrinsvis har hat til ammer alle de gudsjammerlig
tandløse Don Quixofer, som har det med at slikke paa al
verdens forlorne ideer, og som vi ogsaa kjende* herhjemme,
- disse hvis vanskjæbne det er altid at skade- den sak, de
kiæmper for. Jeg tænker naturligvis ikke paa noget saa
spøkefuldt som Sigmund Sinding. Spiritismen og teosofien,
saa motbydelige de end er for os, som er stemt efter hoved
principperne i livet, de formaar da ialfald at ifremkalde en
slags kilden hengivenhet hos sin store kontingent av sjæle
liae og legemlige monomaner og uinteressante fruentimmer.
Men fredssaken har ikke engang kunnet rorlen* sine ivngste
dyrkere med denne snev av en allerede i sig seiv kummer
lig livsytring. Det maa vel kaldes for at være et minimum
av en rykende tande. Og det er det, det vidunderlige folke
instinkt har hat paa tæften.
De eneste, hvis fredspropaganda virkelig har noget
av en lidenskap at vifte med, er ungsocialisterne. Men herre
bud, det er jo bare ret og siet en pugeskole, dens betydning
iet andet agitationsøiemed ufortalt. Det er ikke med bjæf
og en smule dynamit, man gjør det av med «fienden» -
bortset fra, at de helt og holdent er blottet for den uhyg
gelige ro i angrepet og den aandsoverlegenhet, som besætter
og skaper en veltende stemning.
Det menneske, den «retning», det ruke, som ikke
blir splidagtig med sig seiv, har aldrig været utover det al
mindelige, har hat litet at forbruke og litet at lette sig for og
mangler saaledes selve betingelsen for at kunne havne i den
frelsende reaktion, som det nye skal modnes fl-
De mennesker, i hvis lod det er faldt at holde ilden
vedlike i de militære nervecentrer, er selvfølgelig ikke de
gale hunder, som den troskyldige masse vil ha det til. Men
saaledes som de almenmenneskelige instinkter hittil har artet
sig inden verdens indbyrdes skulende nationer og racer, saa
har mandstugten og den enkelte nations trang til selv
hævdelse og selvevissthet faat sit ypperste uttryk i den sande
294
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
