Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Vullum: Krigen og kristendommen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Krigen og kristendommen.
et nyt billede av forholdet mellem Jahve og jødefolket. Jøde
folket var at ligne med en skjøn kvinde, Jahve hadde møtt
som ung, fattet kjærlighet til og utkaaret sig. Hun var ham
ikke tro. Jahve blev sittende tilbake følende sig forlatt, sør
gende, længtende, ventende paa den, han hadde utvalgt sig
fremfor alle andre slegter paa jorden uten at kunne slippe
sin kjærlighet og uten at kunne avlate i sin omsorg. Naar
hun bare vilde vende tilbake til ham, være ham tro, kunde
endnu alt bli godt, og for disse ømme, paa en gang smerte
og haabefulde følelser finder profeten de sarteste uttryk. Det
var en utdypen, en forædling av det raadende gudsbegrep,
som engang indvundet aldrig mere kunde slippes av men
neskene.
Samtidig med denne fine sjælelige utvidelse hadde jøde
folket en anden stor, snerrende religiøs gaade at løse, som
selve krigen med assyrerne hadde stillet, og som ikke taalte
at lates uløst. Det kom ikke uventet, at Nord-Israel maatte
falde for Assur. Krigene hadde varet vedholdende og længe.
Den fiendtlige overmagt var overvældende stor. Saa faldt
Nordriket aar 722. Trods det var ventet, blev indtrykket
overvældende. Politisk var de to Israels riker adskilt, men
religiøst hørte de sammen. Deres gud var den samme. Nu
var det en raadende tro og lære i alle førkristelige religioner, at
led et folk nederlag, led deres gud eller fader nederlag med. De
hadde i nederlaget godtgjort, at de kun sat inole med vekere
magt, at de var vekere end det seirende folks guder. Jøderne
dannet her ingen undtagelse. I saa maate var alle den tid
ligere tids krige religionskrige. Paa slagdagen viste guden sin
magt. Saa dypt og sikkert føltes dette, at under karthagernes
kämpe paa Sicilien, da lykken syntes at ville gaa karthagerne
imot, lod anføreren paa selve slagmarken gjøre stort baal op og
sprang seiv fuldt rustet paa baalet for ved sit selvoffer at sætte
karthagerguden i kamphumør. Nu delte jøderne den samme
lære og den samme tro. Men da reiste sig ogsaa det frygte
lige spørsmaal: Var Jahve bare en underlegen gud, og var
de assyriske guder de mægtigere? Og var Jahve, som ikke
hadde magtet at berge Nordriket og Samaria, sterk nok til at
holde Juda og Jerusalem? Efter de dengang ålment raadende
begreper ikke. Begge profeterne, baade Micha og Jesaja,
307
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
