Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Machiavelli’s ord - I. Slancio og døden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24 Samtiden. 1915,
Machiavelli’s ord.
Naar disse f. eks. skal lægge ny vinmark, graver de sig
ned ien veit paa over én meter dyp, der stiklingerne sættes ; først
om tre aar kan de vente overhodet noget; men ikke før end
om tolv aar har rankerne naadd fuld utvikling. Allerede den
slags bruk av jord har selvsagt gjort det av med den sidste
trevl nomade, som nordligere folkeslag paa magrere muld
eller som sjøfarts-nationer har i behold. Man ser det jo, nåar
de emigrerer: de utvandrer for at tjene penger, og hvis det
lykkes, kommer de tilbake hjemmekjære som katten; seiv
mors mindst gode barn vender tilbake! og kanske fler
tallet av Italiens emigranter just er av dem. Her nordpaa
drog oftest de bedste av folket ut og praktisk talt ingen
vender tilbake.
Intet nomadetræk paa noget felt! Ikke eventyr-lyst heller!
Likesaa litt som det, som hører sjøfolk eller det nomadi
serende liv til: nemlig almenorden, sans for almenadministra
tion. Eftersom de jo aldeles ikke behøver det, fordi de lever
ikke paa flyttefot. Folket er grodd fast i sin jord, grundig
som den ældgamle, knutete vinranke.
Dette naive, rent materielle forhold til mulden er det
brede, arbeidende folks fædrelandskjærlighet i Italien. Og det
man kalder national bevissthet, er svakt, særlig i det anal
fabete syden. Fædrelandet er ingen idé. Det er netop dette
træk som uvilkaarlig bidrar til at gjøre opholdet i det land
behageligere for en ntlænding end andensteds: i omgang gjøres
der ingen forskjel paa ham og landets egne barn. Og det er
med kjendskap til det at en utæskende politik som Österrikes
i «Italia irredenta» virker saa utrolig taapelig og lav-pandet,
en pervers korporalpolitik, hvor det er mere om at gjøre
at dominere end at herske. Denne deres braakende flyttedags
politik har nemlig just holdt liv i den anden sort fædrelands
kjærlighet. Er der f. eks. nogen misnøie blandt italienerne i
Ticino-dalen? eller i Savoyen? paa Korsika? Malta?
Men dette samme træk gjør endvidere folket kamp
ulystent. Det er intet krigerfolk, det er ikke spor de gamle
romere. Det naive forhold til den nærende jord præger deres
syn paa og følelse for døden: Det eneste vi eier, det eneste
vi vet noget sikkert om, det er vort liv, det er dette liv; og
vi lar os ikke avspise med løfte om løn hinsides eller evig
berömmelse. Saa taler deres instinkt. Og dertil kommer alt-
349
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
