Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Machiavelli’s ord - I. Slancio og døden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck.
saa, som antydet, deres indgrodde ulyst for at indordne sig
under et stort hele; det kjeder dem, de elsker ikke at føle sig
som hjul i et maskineri. Det ligger ikke til folke-arten. Og
deres historie, ialfald den under renæssansen, har just ikke
lært dem kunsten. Har man set dem, nåar de gaar i demon
strationstog for en eller anden politisk programpost, har man
set nok: det er oftest bedrøvelig gissne rækker. Og deres sidste
historie 1870, Abyssinier-toget, ja Tripolis-affæren med
er just ikke spækket med lysende seire paa slagmarken. De
har bare lagt for dagen at de har vanskelig for at bære mot
bør og nederlag, hvad er al seirs hemmelighet i krig som i
aandsliv; de mangler utholdenheten, tyngden. Og nåar det
f. eks. ved vendetta viser sig at de kan bevare en hevnplan
i aarevis med en urokkelighet som ikke staar tilbake for vore
forfædre i sagaen, saa ser man vistnok at evnen er der; men
som regel er der passion med i spillet, som nærer evnen:
man er fra sig.
Omhu for at bevare dette liv for enhver pris er nu engang
deres form for vitalitet; det heter feighet, nåar den omtanke
indfinder sig for sterkt under slaget. Har man tilfeldigvis
været tilstede ved en ulykke med døden til følge, har man
oplevet, hvorledes tildragelsens alvor druknedes i uartikuleret
larm, i et høilydt, enstemmig støn fra tilskuernes masse.
Fordi et liv, det eneste man hernede eiet, er uigjenoprettelig
gaat tapt. Man kommer ihu antikkens hylekoner, eller endog
dens sarkofager med Dionysus-tog eller bakkanal-scener paa
reliefFerne, til neddysselse av det ufattelige.
I grunden en barnslig ensomhetsfølelse, hvor man op
hører at tænke foran gaadefuldheten, bare omgaar eller
utløser det i et tutende støn, som nåar dyr paa slagtervoldene
veirer sine brødres blod. Og det er just panikken likeoverfor
dette ufattelige, som saadan farlig uventet kan sige ind over
sindene midt under slaget, som mer end én gang ændret
dets utgang. Efter folkets eget utsagn var det saaledes vist
nok ikke akkurat midt i barmen, deres officerer fik de bles
surer som de bar hjem fra nederlaget ved Aba Karima.
Vi har forresten et ganske ferskt vidnesbyrd om itale
nernes ydelses-evne paa slagmarken, seiv om ikke panik skal
ha spillet ind der.
Frihetshelten Garibaldi’s søn, «general» Ricciotti Garibaldi,
350
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
