Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edv. Bull: J’accuse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Edv. Bull
At et slikt billede av «begrepsforvirringen» i Tyskland
indeholder noget overordentlig rammende, vil det neppe nytte
at negte; men mon man ikke skulde kunne finde tilsvarende
eksempler paa begrepsforvirring ogsaa hos motparten? Og
isaafald blir jo iagttagelsen litet værd for den som særlig vil
ramme Tyskland.
Ganske sterkt, omend efter Nippolds bok om «Den tyske
chauvinisme» (1913) ikke übetinget nyt, virker «J’accuse»s
skildring av, hvordan krigspartiet efterhaanden vinder frem
over ved Berlinerhoffet, navnlig i aarene 1910-14. Netop i
denne tid, hvor vi følger det svenske aktivistpartis agitation
med en viss spænding, er det ogsaa noget uhyggelig aktuelt
over den. TO
Hele den «pangermanske» krigsrummel omkring «Flotten
verein» og «Wehrverein» paa den ene siden, og de organer
som er betalt av Krupp (Rheinisch-Westphälische Zeitung),
Wulkan, Löwe & Mauser og den øvrige rustningskapital, paa
den andre siden, er jo velkjendt; men det som særlig fængsler
i «J’accuse»s fremstilling er, hvordan den efterhaanden be
sætter avgjørende personligheter i Berlin - bl. a. keiseren
seiv. Den vigtigste kilde er de rikholdige indberetnmger som
den kloke, gamle, franske gesandten i Berlin, Monsieur J.
Cambon, har sendt hjem i de sidste aarene.
Endnu i 1910 og 1911 er keiserens tale fuld av freds
venlighet; den ene gang efter den andre betoner han, hvor
dan freden er en kulturnødvendighet for alle folkeslag og at
den økonomiske kamp maa utkjæmpes ikke ved vaaben,
men ved at anspænde sin ydelsesevne til det yderste. I 1912,
efter Marokkooverenskomsten, begyndte man alt at høre
andre toner, mindefesterne for .frihetskrigen i 1813 virker med
og kanske aller sterkest indtryk gjør kronprinsens fronde
rende krigslvst og den tilslutning, den faar i en indflydelsesnk
og velorganfseret del av pressen; keiserens selvfølelse og au
toritetsbevissthet, hans trang til altid at være den første og
hans trang til popularitet blir med velberaad hu tirret av
disse bladene som evig og altid lovpriser sønnen paa farens
bekostning, og tilslut kan han ikke staa imot længer.
I november 1913 fortæller J. Cambon om en samtale
mellem keiser Wilhelm og kong Albert av Belgien, hvor
keiseren har fremholdt som sin opfatning, at en krig, navnhg
486
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
