Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anders Krogvig: Norsk protestantisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anders Krogvig.
Hendes religiøsitet har mere av optathet end av grepethet
over sig. Og leken varer like ind i døden ; da hun ikke læn
ger kan komme utenfor sykestuen, sitter hun og skriver brev
efter brev, for hver dag som gaar rastløsere og rastløsere,
sender spørsmaal og raad i øst og vest, men planløst og
næsten tankeløst som et barn som leker posthus.
Fru Maiman bragte aldrig sin gud noget offer. Kanske
var den gråa, aandsforlatte norske protestantisme den eneste
form for aandsliv som hun evnet tilegne sig, og i ethvert
fald faldt det hende let at lære ars moriendi. Naturligvis har
hun et ønske om at datteren ogsaa skal lære kunsten at for
negte sig seiv og livet, men hun som aldrig eide vilje til
nogen ting, har heller ikke vilje til at tvinge Veronica. Men
det er det en anden som har: «søster» Klara. Hun har
virkelig bragt sin gud et offer, sig seiv, hele sin sunde og
sterke menneskelighet, og til gjengjæld har hun faat det syke
had til livet og alt som hører det til. Hun har viljen til at
tvinge Veronica Maiman ind i det saliggjørende skyggeliv.
Det lykkes hende og det lykkes hende ikke. Alt hendes
vaktsomme og ihærdige arbeide er spildt, forsaavidt som hun
aldrig faar Veronica til at «gi løftet». Det er ikke netop
likefrem motstand hun møter; det hænder hare en enkelt
gang, da hun med den utrolige raahet, som ofte findes for
enet med hellig nidkjærhet, prøver ai nytte et øieblik, Veronica
er vergeløs av sorg, til at klemme den hæslige diakonisse
kysen ned om hodet paa hende. Da reiser hun sig i vrede
og river plagget av sig. Men ellers er det som «søster» Klaras
og morens religiøsitet aldrig rigtig nåar ind til hendes be
vissthet. Det eiendommeligste træk ved Veronica Maiman
som ved alle hendes slægtninger i Nini Ankers bøker er
hendes uoplukkethet. De har aldrig stængt sig ute fra livet,
og vil aldrig kunne gjøre det, for de er aldrig rigtig vaaknet
til det. Deres væsen har en dyp morgenkjølig ro, deres ster
keste livsfølelse er som det stille skjælv gjennem et land
skap i de korte øieblikke mellem dæmring og dag, da alt er
anelse og forventning og fjernhet. Dette blundende morgen
land lykkes det aldrig «søster» Klara at vække.
Det lykkes heller ikke for de to unge mænd Veronica
Maiman møter, da hun første gang er sluppet utenfor sin
mors stille, skumre stuer. Paa dem begge virker hun mere
600
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
