Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anders Krogvig: Ny norsk lyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SEPTEMBEBSUS.
Anders Krogvig.
Det er det brune efteraar, en lummer
urolig uge, med en falmet larve.
Ind i den aftenskumre ensomhed
bruser en fjern og uklar mumien
som mindelser om noget ingen ved!
En lønlig uro om det tause hus,
en raslen gjennem visne vildvinblade,
og skyggehavens mørke aftensus.
En høstlig lyd i kveldens klamme kulde,
det er som stille stemmer gjennem haven,
sagtmodig drømmende og alvorsfulde.
Digtene er her trvkt med den ældre norske retskrivning,
det vil si der er i begge foretat et par rent ortografiske og i
denne forbindelse fuldstændig betydningsløse smaaændringer.
Det ene av dem er hentet fra Einar Solstads debutdigtsam
ling, det andet er av det unge Danmarks største lyriske bega
velse Kai Friis Møller. Men hvilket som skriver sig fra nord
manden, og hvilket fra dansken er det umulig at avgjøre
efter teksterne som de her foreligger. Begge digtene er skre
vet i et lytefrit dansk. Et par haarde konsonanter i Einar
Solstads originaltekst kan ikke gjøre hans digt norsk, like
saalitt som de ortografiske norvagismer i nærværende av
tryk av Friis Møllers digt har berøvet dette dets danske
særpræg.
Det er imidlertid ikke alle vore ungelyrikere som greier
at skrive dansken saa purt og rent som trønderen Einar Sol
stad. Naturligvis bærer vor nyeste lyrik præg av den sprog
lige usikkerhet som for tiden kjendetegner hele den norske
litteratur. Ingen er i saa henseende mere typisk end Olaf
Bull; han er sikkert den stilløseste av alle vore store lyrikere.
Jeg vet ikke noget som er mere betegnende for vor sproglige
ukultur, end at en saa betydelig og ellers saa kræsen poet
slaar sig til taals med et sprog, hvis urenhet er saa aabenlys
som hans.
en vissen tid, et sus som snart forstummer.
132
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
