Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lorentz Eckhoff: Georges Rodenbach. Brügges digter - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anna Rodenbach, i Le Figaro, 18de mars 1913.
Georges Rodenbach.
influerer hans handlinger, behersker ham, blir hans sjæls
symbol . . .?
Georges Rodenbach er utgaat fra en gammel flamsk
familie tilhørende den overklasse som næsten altid har fransk
til morsmaal. Fra denne familie har han kunnet arve en
del dygtighet i pennen og den dype sans for sin races liv og
historie som opsamles ved forfædrenes stadige deltagelse i
nationale begivenheter. Bedstefaren var lægevidenskabelig
forfatter, statsraad, derpaa medlem av nationalförsamlingen,
konsul i Schweiz, gesandt i Athen. Digterens far har skrevet
en del historiske arbeider. Han blev født i Brugge, tæt ved
det vakre Minnewater, og tilbragte sin barndom der, indtil
1830, da hans far altsaa digterens bedstefar forlot byen
for at ta del i oprøret, som førte til Belgiens selvstændighet.
I kraft av sine barndomsminder beholdt Georges Roden
bachs far en dyp kjærlighet til sin fødeby. Av væsen fornem,
kold og tilbakeholdende, talte han ikke ofte om sig seiv og
sine aner, men ved enhver anledning gled Brugge ind i
hans tale; man følte den levet i ham som en halvt skjult
del av ham seiv . . . Denne beundring for Briigge deltes av
hele familien og kom frem ved mange anledninger, og
barnene syntes altid at julepresenterne fra Briigge var de
deiligste . . .
Moren var en av de gode gamle, utrættelige fortællersker :
livlig, mottagelig for indtryk, og paa den anden side aapen
hjertig, meddelsom, glad i sine barn og stadig om dem. Fra
sin bedstemor i Wallonien, som hun var opdraget hos, hadde
hun et helt fond av ældgamle, men vel vedlikeholdte minder,
mest fra slegtens overlevering. Alt dette fik barnene istedenfor
de traditionelle historier om røvere. Det var saa længe siden,
saa underlig og sagnagtig; men hun nævnte aarstal og begiven
heter i historien, hun gav brudstykker av samtaler og mindet
om gammel skik og bruk, saa det lød saa sandt bare mot
slutten overdrev hun litt og spændte nysgjerrigheten. x
Forskjellige har de været av temperament, disse Roden*
bachs forældre, men like i ett: i sin kjærlighet til slegtens
minder, i sin sans for det svundne. Begge har de kunnet
lære Georges Rodenbach at se tilbake paa de svundne
livsløp han fortsatte, og de steder som var deres tause vidner.
223
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
