Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lorentz Eckhoff: Georges Rodenbach. Brügges digter - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mindst den som engang saa
I trappen kjære kister bæres!
Lorentz EckhoiT.
Morens digterisk-historiske følelse og farens sterke, men nobelt
tilbaketrængte længsel efter sit hjemsted har indgaat en mystisk
förening i sønnens fantasifulde sind, og bygget derinde en
stad som paa samme tid var uimotsigelig virkelig og eide
det fraværendes sagnagtige glans. Kjærligheten til det gamle
Brugge har for ham været en kostelig slegtsarv. Denne by
blev ikke valgt blandt andre, ikke kjølig foretrukket; suverænt
og selvfølgelig traadte den ind i hans liv, uundgaaelig som
det der arves. «Skyggen fra dets taarn faldt ind over hans
barndomsdrømme», og deres tak i hans sind blev kanske
sterkere end om de daglig hadde staat for hans ydre øie.
Rodenbachs barndomshjem alt i en tidlig digtsamling
ser han tilbake, og maler det : det store gamle værelse
hvor de holdt bøn om aftenen hver mai maaned, med det
lyshaarede madonnabillede paa kamingesimsen; de store
senger i det gule skjær fra vokslysene; moren sagte nyn
nende ved den tunge vugge, gammeldagse lænestoler og vel
kjendte møbler som «spredte vanens behag i de stille stuer».
Han mindes blomsterhaven, vinhaven, lysthuset, de flygtige
avtryk av fottrin paa tepper og stier; uforglemmelig er det
sted hvor vor sjæl fra svundne dage sover, uforglemmelig
fremforalt det sted hvor man første gang saa døden gaa
tæt forbi :
Vær hilset, hellige fædrehus
Hvem skulde kunne glemme dig
Du bolig hvor vor sjæl i aske sover,
Dette hjem gav ham et rolig, fornemt væsen, den vel
havendes vaner, der tar retten til at være unyttig, til at gi
sig hen til sine følelser og drømme, til at utfolde sin person
lighet, som noget selvfølgelig ; der begyndte han at elske
religionens symboler; der bøiet han første gang sit unge hode
i sorg og kjendte den første skjælven av livsangst, da søstrenes
kister bares ut av huset. De var i tyve aars alder og døde
av tæring! Det har været uutslettelig, dette billede: les
cercueils chers dans Vescalier: det er blit gjemt for livet av
hans uslitte barneøie.
Syv aar gammel blev Georges Rodenbach sendt til College
Sainte-Barbe i Gent. Man tænke sig et syv aars menneske-
224
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
