Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lorentz Eckhoff: Georges Rodenbach. Brügges digter - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sanctus !
Georges Rodenbach.
barn berøvet sine selvfølgelige omgivelser, sit deilige hjem,
og hensat dag og nat i en tør og trist jesuiterkostskole. Han
kjeder sig ved de lange timer i tvungen übevægelighet, mens
smaafuglene hakker lystig paa ruterne ; han er mismodig nåar
han vaagner om morgenen i sit hvite sengkammer blandt
fremmede væsener, og seiv gaardspladsen er taus og trist
med sine mørke mure og det gamle ur i gavlen som slaar
timeslagene saa taktfast og sikkert, saa ensformig og kla
gende . . . Om høsteftermiddagene skulde gutterne oplives ved
en spasertur. De gik i en lang svart række, som en trop
soldater, gjennem forstæderne og byens usunde utkant, talte
litet, lekte ikke, plukket ingen blomster. Og saa holdt de
hvil foran kirkegaarden. •
Var Rodenbach tungsindig før, saa blev han det vel
endda mer i dette nedslaaende skoleliv. Og endda mer end
før blev han et indgrodd husmenneske ved saaledes stadig
at være omgit av skole og by. Han kjendte ikke og likte
ikke landet. Han saa paa det med en slags uutryddelig.
mistro og var ikke helt sig seiv uten i byen, blandt menne
skers verk.
Og allikevel hadde livet hos jesuiterne sine glæder : deres
gudstjenester skjænket næring til hans religiøse følelsesliv.
Han var lykkelig nåar han i rød kordrengskappe var med
og tjente den hellige jomfru der hun stod smilende i en naiv
og klodset have, blandt røkelsekar og blus; eller ved jul
og paaske, nåar det store San et us blev sunget ved messen:
vokslysene staar og bævrer, sopranernes sang sænker sig
langsomt ned fra koret, violinerne skjælver under buen som
et tjern der strykes kjærtegnende av et ungt piletræ ; da gjem
mer han sit ansigt i sine hænder, brister i graat og ber og
begjærer martyriet:
Du ber, du graater, gjemmer i din haand dit ansigt,
])u kjender gro i dig begjær for stort for mennesker
At kjæmpe for din gud, at dø for kirken,
Men i de lange vinterkvelder sat den vordende digter i
den store tause læsesal og læste profane skribenter som Victor
Hugo, Musset og Lamartine og kjendte sit hjerte vaagne under
bevægelsen ved de første smertefyldte eller henførende vers:
225
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
