Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lorentz Eckhoff: Georges Rodenbach. Brügges digter - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lorentz EckhofY.
stille vand, øde gater og pladser hvor græsset gror mellem
stenene, blanke, sorte, tause kanaler med sagte giidende svaner;
en stilhet som pludselig brytes av det underlig glasagtige,
klingre, urolige, likesom forvildede klokkespil. Men op i den
regntunge, disige luft over byen, hvor sollyset siver ned og
brytes som i prismer, rager med skjælvende omrids de
dristige, stolte taarn fra haller og katedraler. Brugge dør ikke,
men livet lot det efter sig engang, tiden gik fra det, og puls
slaget stilnet og gik langsommere . . .
Dette er Rodenbachs Flandern, det som han ser og
vælger. La .Tennesse Blanche s digter søker først og fremst
sig seiv, sin barndom og ungdom, sin kjærlighet, sin sorg,
sin kunst en kjede av stemninger. Men stemningernes
skueplads lever med dem, uadskillelig, og faar del i hans
kjærlighet til mindet. Rodenbach elsker Flandern, som man
elsker det som blev en del av en seiv, det som føles beslegtet,
fordi det dannet en i likhet med sig seiv.
Og allikevel hadde han slaat sig ned i Paris. Man
bebreidet ham at han hadde forlatt sit land; han lot snakken
gaa; han var slik indrettet, at intet skjærpet mer hans bil
leder av tingene end adskillelsen og savnet. Det direkte,
daglige indtryk var ikke saa inspirerande som erindringen . . .
Man ser ikke rigtig et land før man har forlatt det, sier han
i En Exil. I Paris var Flandern hans stadige attråa. Han
talte om det som man taler om sin samvittighet, dæmpet og
bevæget . . . Han var digter, han elsket sin drøm høiere end
virkeligheten. Han var ute av stand til at glemme drømmen
under nydelsen av det nærværende, som kvinden i Vers
d’amour, der drømmer om elskov midt i besiddelsen:
Je taime, 6 ma beauté, puisque ton sort est tel
Que tu reves d’amour en sachant que je taime .
Han digtet ut av en deilig hjemlængsel, et mismod fuldt
av glæder: Cest si bon d’etre mclancolique ainsi, c est Men
meilteur que d’étre gai. Rodenbachs kunst blev vemodig til
bakeskuende likesom Welhavens. Men nu under adskillelsen
blev hans digtnings skueplads ikke længer hele Flandern,
ikke længer landet med de lyse take, Scheldes langsomt fly
tende vandmasser og de mange lekende bækker; Brugge
230
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
