Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lorentz Eckhoff: Georges Rodenbach. Brügges digter - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Georges Hodenbaeh.
alene traadte frem av billedet, hans fædres by, hans drøm
mes by, den uimotstaaelig dragende . . .
Forestillingen om menneskers og menneskeracers sam
menhæng med sin omverden, sit lands natur og historie har
aldrig været saa bevisst, aldrig i den grad de tænkendes
almeneie som i nutiden. Bragt frem av Montesquieu, gjort
til læresætning hos Taine, er den i vore dage Mit til pro
gram hos Maurice Barres. Men kanske ingen har følt sterkere
dette miliøets grep om den menneskelige bevissthet end
Georges Rodenbach. Brugge er for ham noget mere end
Normandie for Maupassant og Provence for Daudet. I Bruges
la-Morte og Le Carillonneur er den ikke bare bakgrund og
miliø, den er en av hovedpersonerne i en fortælling, et
handlende væsen med en stor og farlig magt . . .
Hugues Viane har valgt Brugge til opholdssted efter sin
hustrus død, valgt den triste by for sin sorgs skyld, den
døde by for ikke at forstyrres av livet . . . Her er tingenes tale
den han vil høre : den om at avdø fra livet som de. Her
speiler han sin sorg i tause kanaler og søker dens lignelser i
gamle geistlige bydele.
En dag træffer han sin hustrus dobbeltgjænger. Hvilken
förnyelse for hans allerede svækkede erindring, et levende
menneske til minde om den døde ! Han leter efter hende,
tinder hende igjen som danserinde ved teatret, indleder
bekjeiidtskap, og tilslut blir hun hans elskerinde. Han lever
op igjen; den døde er jo ogsaa gjenopstaat; han glemmer
døden for livet, han er fri for byens indilydelse.
Men da han vil helt smelte sammen de to kvinder, har
han drevet spillet for vidt : side om side er de allikevel for
skjellige. Under den skuffende maske vokser kløften mellem
dem dag for dag for hans blik. Den anden er frivol, hun
maler sit ansigt og smaker av teater, hun er ham kanske
utro. Det hele var en søt løgn som maatte briste. Atter
hørte han klangen av byens klokker, budet om stilhet fra
de urørlige kanaler, om fromhet og strenghet fra de høie
taarn ... Aa ! at være slik, bare et høit taarn over livet !
Han hadde villet døden ved dette snedige kunstgrep
med likheten, døden vilde kanske hevne sig. Men han vilde
gjøre bod og bli igjen som han var. Han begyndte alt at
ligne byen igjen, var igjen dens bror i stilhet og i sorg, han
231
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
