Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lorentz Eckhoff: Georges Rodenbach. Brügges digter - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ensom ... Og den døde er endda mere død. Morte . . .
morte . . . Bruges-la-Morte.
som indfiltret i hinanden.
Lorentz Eckhoff.
søkte at danne sig i dens billede, at være den lydig. Men
slippe hende som var den kvinde han hadde favnet! Bli
alene tilbake, dobbelt alene, ansigt til ansigt med byen og
med sin sorg ! Han kan ikke bryte, hun erobrer ham tilbake med
to ord, fastere end før. Og en dag vil hun besøke ham i
hans eget hus og utspeide hans rigdomme ! Det er byens
store dag, den dag da Kristi blodsdraape føres i vældig pro
cession gjennem byen under hans vinduer. Hans elskerinde
viser sig i vinduet og beskjæmmer ham offentlig, rører ved
portrætterne av den døde som ligner hende, besudler hans
sorgs helligdom og opvækker hans fortvilelse og raseri, han
vet ikke længer av sig og kvæler hende. I det samme lyder
byens klokker, processionen er forbi, gaterne tomme, byen
Hvad var det som førte til katastrofen? Visselig hans
harme over en utaalelig profanation. Men en magt utenfra
har her krydset menneskenes skjæbner. By e n har raadet
ham, tilskyndet ham, den er medskyldig, ikke dens menne
sker, men den seiv, de døde ting. Hngues Viane er mere
end nogen lydhør for tingenes tale, le Conseil des choses.
Han lever paa minder, men ogsaa paa sanseindtryk ; de føder
direkte stemninger hos ham, de blir motiver. Han kommer
i sindsbevægelse over gamle gråa huse, kanalernes sorte,
kolde vand, de smaa sprukne klokker i taarnene ; han hand
ler efter raad av de troende stener og billeder. Undtagelsen
ved ham er dette overraskende direkte forhold mellem rin
gene og hans sjæleliv. Han fyldes av byen og dens land
skaper, slik at de to, byen og han, han og byen, tilslut er
Ogsaa i Le Carillonneur er byen medskyldig i et men-
neskes død, i et selvmord. Med byen vil her si dens levende
mennesker, og hovedmotivet i boken er kampen mellem livet
og en livsfiendtlig drøm . . . Joris Borlunt, byens klokke-
spiller og arkitekt, vil indbalsamere den døde by ved sine
forsigtige, pietetsfulde restaureringer. Men den reiser sig til
oprør mot ham som vil paatvinge den skjønheten, stilhetens,
sorgens og dødens skjønnet, han som sier at dens kald er at
overleve sig selv. Dens utaknemlige indbyggere er blinde for
resignationens triste glæder, det er dem ikke nok at være en
232
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
