Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lorentz Eckhoff: Georges Rodenbach. Brügges digter - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Georges Rodenbach.
han har lidt altfor meget paa verdens veier og er svak endnu:
Mon äme a trop souffert aux cliemins dn Reel
Et s’en trouve å jamais comme en eonvalescence
Hvori bestod digterens lidelse? Hvad er grunden til
hans livsfjernhet? Hans vers gir intet svar; der findes ingen
autobiografiske detaljer i Le Regne du Silence eller Les Vies
Encloses. Hvad det jordiske velvære angaar, var vist alt i
orden. Rodenbach levet i Paris sorgløst av sin arvede for
mue, han hadde en hustru som visselig forstod ham, han
hadde gode, ædle venner, Edmond de Goneourt og Stéphane
Mallarmé, Frankrikes mest raffinerte literære kunstnere;
hans kunst blev rost av de kyndigste dommere hvad
klager han for? Er det de nedslaaende og resultatfattige
litterære kämpe i sit hjemland, han tænker paa? Kanske,
men de alene strækker neppe til for at forklare en slik
almindelig avsmak paa tilværelsen. Atter maa grunden søkes
mere i hans eget temperament end i ydre livsomstændig
heter. Der findes naturer som er forut bestemt til lede ved
livet, og som bare trænger et tegn for at fatte sin skjæbne . . .
Hvor heldige vi er, vi hverdagens barn som deler vort
liv mellem handling og drøm og slipper at vælge mellem de
to verdener, vi som holder vore veier aapne over grænsen og
tar ustrafFet vore hemmelige glæder paa den anden side . . .
ustrafFet, fordi vi nødig vover os for langt ind og altid vet
at vi er i det fremmede land. Men de fødte drømmere, la
dem vogte sig for det land de ikke skaptes for, og hvis veier
de ikke kjender . . . Det gaar dem som det gik Joris
Borluut nåar han steg ned fra sit høie taarn : deres gang
blir vaklende, og de ser ikke klart i livet . . . Deres tragedie
er ikke livets smaa støt, men at kjende sig fremmed og magt
stjaalen og ikke kunne handle, at sitte som tause og ensomme
gjester ved bordet og ikke forståa den larmende glæde . . .
For da ser de at deres rike var av en anden verden, at de
skulde drømme og ikke handle, skulde se fra sit bjerg et
forjættet land og ikke komme derind. Da dør deres unge
glæde og ildhug og vilje til livet. Og de flygter tilbake til
drømmen . . .
235
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
