Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lorentz Eckhoff: Georges Rodenbach. Brügges digter - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Georges Rodenbach.
Il pleure dans mon cæur
Comme il pleut sur la ville
Der var i denne generation digtere som tok skridtet videre
over i en panteistisk naturopfattelse, som for eksempel digter
iilosofen Maeterlinck : tingene har en sjæl som vi og av
samme art som vor. Men drag ikke Rodenbach formeget til
regnskap for hans meninger: those who read the symbol
do so at their peril, sier Oscar Wilde. Rodenbachs sym
bolisme er intet forsøk paa en løsning av verdensgaaden, men
simpelthen et eiendommelig intimt forhold til tingene man
kunde fristes til at kalde det animisme og en tilsvarende
uttryksform; det sjælelige ved tingene er hos ham en refleks
av det subjektive, og hvis der er et mysterium, saa ligger det
ikke utenfor os, men i vört eget indre, i det übevisste . . .
Det er vel ikke egentlig byen som raader Hugues Viane, det
er den livslede han seiv har lagt ind i den, han søker
og finder.
Aldrig har nogen digter saa utrætlelig og saa utspekulert
søkt efter analogier mellem det synlige og det usynlige;
neppe nogen har behovet et saa diminutivt paaskud altid
et sanseindtryk til et poetisk hjernespind og en uendelig
regn av billeder. Med sin sans for farver og skygger, er han
i slegt med de gamle nederlandske malere; han har Memlings
religiøse ærefrygt og taalmodighet i utarbeidelsen, hans blanke
speilglans og søndagsagtige renhet, Rembrandts clair-obscur;
han kan overraske med en farvepragt som minder om Rubens,
i La Tentation des Nuages; men som oftest er han sober og
streng og foretrækker det aller enkleste, sort og hvitt og
fremforalt graat, stilhetens farve, den nordlige himmels farve:
Le gris des ciels du Nord dans mon ame est reste;
Je l’ai cherché dans I’eau, dans les yeux, dans la perle;
Gris indéfinissable et comme velouté,
Gris dune påle mer cToctobre qui déferle,
Gris de pierre d’un vieux cimetiere ferme.
Don venait-il, ce gris par-dessus mon enfance
Qui se mirait dans le canal inanimé?
Il était la couleur sensible du Silence
Et le prolongement des tours grises dans I’air
239
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
