Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lorentz Eckhoff: Georges Rodenbach. Brügges digter - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Aa! vi er begge to en sorgfuld havn
tous les deux
Nous sommes tous les deux la tristesse d’un port
Lorentz Éckhoff.
Som spænder ut som bryster sine seil i solen,
Som bryster, svulmende av kjærlighet til havet.
Vi er jo begge to den sorgens b3r som sover,
Har ingen skuter længer paa sin salte vaag,
Skuter som speilet deri sine gyldne sider;
Nu ingen lyd og ingen avglans mer . . . Sivenes sverd
Ser ut som holdt de våndet fanget
Det nakne vand, det ensomme vand, hvor bare vinden
Blaaser som for at strække det ut som likklæ . . .
Du by ! du smertefyldte søster min som intet eier
Undtagen stilheten og savnet av de gamle master
Og jeg, hvis liv bare er en stor kanal uten færdsel !
Her er to motiver, byen og digteren seiv; det er i for
holdet mellem dem det eiendommelige ligger. Det er ikke
nok at si at de sammenlignes; de staar ikke adskilt overfor
hinanden og belyser hinanden. Nei, de er fuldstændig ind
filtret i hinanden, uadskillelige ogsaa rent stilistisk; det
som sies, sies samtidig om dem begge:
Nous ne connaissons plus les vaisseaux hasardeux
Nons sommes tous les deux la ville en deuil qui dort
Et n’a plus de vaisseaux parmi son port amer,
qui n’as
Que du silence et le regret des anciens mats
Slik opnaar Rodenbach det som tidens digtning stræbte
efter, at sammensmelte det sjælelige og det sansede og derved gi
sit uttryk legemlig styrke. Saa opfyldt er digteren av sin
egen stemning, at den fylder ogsaa hans omverden, og han
synger med akkompagnement av sanselige ting. En slik
stræben efter konkretisering er ikke noget nyt; alt uttryk,
ogsaa sproget, beror derpaa . . . Men det nye er at den blir
helt bevisst i fransk digtning hos Paul Verlaine og hans
efterfølgere. Hvor smelter ikke landskap og stemning sam
men i den lille sang i Romances sans paroles som begynder:
238
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
