Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ronald Fangen: Otto Weininger - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ronald Fangen.
hun har heller ingen personlighet, hun har ikke et eget, et
selvstændig liv, hun kan ikke tænkes alene. Ikke for nogen
av dem er løgnen antimoralsk, den er übevisst, den er nød
vendig og naturlig for dem, fordi de er utenfor godt og ondt.
Men like saa sikkert som at sandheten kun kan forstaaes og
findes hos personligheten, like saa sikkert er det at for ham
er løgnen en forbrydelse; ikke mot samfundet maaske, men
mot ham selv: den protesterer mot hans individualitet, for
negter den og utsletter den i det lange løp . . . Wille zum
Wert er et stadig uttryk hos Weininger. For ham er det at
mennesket fødes i sig selv et syndefald. Og forskjellen paa
forbryderen og det etisk høitstaaende menneske er den, at
forbryderen stadig fortsætter sin nedværdigelse, stadig paa ny
falder i synden. «Det gode menneske falder, blir født, men
han føler sig siden i hele sit liv belastet med skyld. Og han
benytter hele sit liv til paany at komme løs av ufriheten,
frem i frihet.» Men den kamp det gode menneske fører for
at skaffe sig selv værd, den har ikke plads for løgnen. Løgnen
er et intet, dens væsen er negativt. Det kjæmpende men
neske bygger paa positive værdier, han tør ikke la sig be
lyve, hverken av sig selv eller av andre.
Derfor er sandhet og løgn for Weininger de to avgjø
rende begreper i etiken, i det menneskelige liv. Og det maal
han og ethvert moralsk menneske skulde naa ved lijælp av
den akkordløse sanddruhet, var uavhængigheten som gjør en
mand istand til fuldstændig at beherske sig selv, at eie sig
selv. For ham var det sikkert: frihet har bare det gode,
det etiske menneske. Og bare ved at være god, bare ved
moralsk stræben miar man friheten.
. . . Man skriver og forklarer og merker jo at det er
utslitte ord og ufriske begreper man tumler med: godhet,
etik, løgn, sandhet, frihet. Hvor mange har evnen til al føle
disse ords indhold for første gang og forbinde dem med et
menneske med en intensitet som om man selv skulde ha
oplevet livad de betyr? For Weininger var friheten alt . . .
den var det samme som sundheten er for en syk, som lem
mernes bruk er for en lam. Og hans kamp for at vinde
den, var en kamp for livet, den hadde en anspændt, febrilsk
intensitet . . . som en hingst der vil løs fra skankerne. Ingen
begreper skulde være ham uforstaaelige, ingen last skulde
488
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
