Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Valdemar Rørdam: Tyske krigsdigte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Wann kommt der Nåme, der uns fallen macht?
lyske Krigsdigte.
Tod! Overmodet lærer gennem usigelig Lidelse paany «sig
seiv og sin Gud at kende». Det er Menneskets Gud, ham
der lovsynges af Død som af Liv, af Krig som af Fred.
Og den, der kan deltage i en saadan Lovsang, først han ei
ret Menneske.
De ovenfor meddelte Citater er fra Digtsamlingens første
Halvdel. Gennem sidste Halvdel gaar en tilsvarende Grund
linje, mørkere tegnet, dybere skaaret.
Muligvis er Digtene trykt i Tidsorden. Der findes enkelte,
hvor Kampraabet klinger overanstrengt, og den fædrelandske
Patos synes udtømt. Saaledes Kampfgesang med Om
kvædet Un sere Mutter heisst Germania! og med
Linjerne :
Kameraden , Yaterlandes Söhne :
Gott zieht mit in diesen heiligen Krieg.
Kåmpft, bis dass die ganze Wclt uns krone,
die bewundernd kniet vor unserm Sieg.
Disse Toner kender vi jo nok. Andre vækker en Nordbos
Modvilje ved deres Sentimentalitet som ogsaa er tysk.
F. Ex. Der Freund und der Tote, hvor Vennen klager
sit Savn i Ord, som efter vort Skøn kun sømmer sig for
Elskeren. Det er her dog simpelthen et fremmed Folks frem
mede Følemaade og Udtryksform. Digtsamlingens Helhed
taler et Sprog, hvis rene og faste Manddom det er vanskeligt
at misforstaa.
Kampen fortsættes; den bliver uendelig. Drabet som
Pligt, haard Nødvendighed og haard Vane :
Wie schiessen wir, nar gezielt, mir gezielt
als wiird mit ledernen Pappen gespielt.
Dræberen staar seiv for Drab. Let nok, mens Kampen
staar paa, baade at falde og at fælde. Men i de stille Mellem
timer melder Tankerne sig. « Ene Soldaten vaager »; ikke
trygt som i vor gammeldags Idyl. Ene vaager han ; og dog
er der nogen hos ham. Døden holder hans Haand og
synger ham en Vise; lutter Navne, Navn efter Navn. Og for
hvert Navn falder den som nævnes. Men Navnene ligner
hverandre; man lytter anspændt, sitrende :
521
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
