Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Waldemar Dons: Et brev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lcS
Waldemar Dons.
som Christian Scriver, Johan Arndt, Lars Linderot osv. og
forresten en spredt læsning omfattende alt muligt mellem
himmel og jord, ogsaa det umulige, f. ex. Allan Kardecs
spiritistiske skrifter og lignende mystiske sager. Men saa
kunde jeg ogsaa til gjengjæld min Renan og Strausz paa
mine fingre. (Alt dette i skoledagene.)
Men da merkede jeg ogsaa, jeg for bestandig havde læst
min families sympathier fra mig — uden forsaavidt vel dog
de fleste af dem fastholdt et svagt haab om engang at se
mig omvendt.
Forsigtig, meget forsigtig — saa forsigtig, at jeg dengang
endog gjorde mig selvbebreidelser for min store «feighed» —
vendte jeg mig saa til mine skolekamerater med min
læsnings frugter; men afvistes af næsten dem alle med ligefrem
— afsky. Selv Ebbe Hertzberg holdt alenlange
moralprædikener for mig, men trøstede mig med, at jeg nok snart vilde
vokse det hele af mig, naar jeg nu bare snart blev student
— hvad han da allerede var.
Kun en eneste sjel indfangedes, men det til gjengjæld
en, der tællede for mange millioner, for den ene sjel hed —
Bernhard Getz.
Jeg skal ikke her nærmere fordybe mig i erindringer fra
en tid, der maaske forekommer Dem at ligge altfor fjern fra
den, De interesserer Dem for. Dog kan jeg forsikre Dem om,
at intet nogensinde har udfoldet sig i min sjel uden det, hvis
spirer jeg kan føre tilbage til skoledagene.
Heller ikke skal jeg af min bemerkning om mit af
naturen saa sympathitørstende sind lade mig forlede til nærmere
at skildre det dybe venskab, der helt fra 1864, og lige til han
gik hen og giftede sig, bestod mellem Getz og mig. Vi var
simpelthen uadskillelige. Trods det disputerede vi næsten
ufladelig. Vor læsning faldt heller ikke synderlig sammen.
Men alt hvad den ene læste eller tænkte, meddelte han
øie-blikkelig den anden, saa det dog paa en maade blev
fællesgods altsammen. Det eneste, vi saaledes i skoledagene
havde tilfælles af læsning, var Voltaire. Resten var særskilt
for enhver af os. Min læsning, forsaavidt den var
aftheolo-gisk-filosofisk natur, har jeg allerede meddelt. Hans gik
væsentlig i ensidig engelsk retning. Det hang paa det
inderligste sammen med vor store karaktermodsætning, den, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
