Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Waldemar Dons: Et brev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et brev.
23
eneste beboelige klode osv. osv. Han var meningsløst
gammeldags, trods det tolerant og frisindet, og folk kunde i fred for
ham hylde hvilke gale anskuelser de selv vilde, men
galskab var og blev det ligefuldt for det — ifølge hans mening.
Derimod skulde man ikke beskylde Monrad for enten
tolerance eller frisind. Hegelianismen skulde jo ifølge sit
princip være tolerancens sande inkarnation. Men Monrad
var en skuffet mand. Han havde sluttet sig til Hegel i det
haab, at hans system inden en menneskealder skulde have
underlagt sig hele kloden. I det sted tabte det absolute
system tilhængere for hver dag, som gik, og flk ingen nye i de
forsvundnes sted. Filosofien havde overalt slaaet ind paa
baner, der fra Monrads hegelske standpunkt tog sig saare
gammeldagse ud, idé- og aandsforladte. Deraf en absolut
skepsis ligeoverfor alt «nyt», der i hans øine bare var
ligesaa mange gjengangere af længst afdøde systemer. Monrad
stod i haabløs kamp mod en altid øgende hær af blodløse
skygger og spøgelser fra tiden før 1789 og endnu langt
længer tilbage. Derfor hadede han af sin hele sjel alle disse
gjengangere, som ingen kunde faa has paa, fordi ingen kan
slaa døde ihjæl. Det var ham altsammen reaktion, reaktion
mod det eneste fremskridt, han kjendte, Hegel.
Monrad var kemisk ren for alt, som tro i religiøs
forstand heder. Han bare lo mig ud med skaanselløseste spot,
naar jeg bekjendte samvittighedskval over de konsekventser,
mine tvil med nødvendighed forekom mig at maatte
medføre. Man aldrig lade pakket ane, man ingen tro havde! I
den fordring var han ligesaa ubønhørlig. Kunsten er
sandheden i anskuelsens form, religionen i forestillingens,
filosofien i fornuftens, sandhedens egen. Ligesom man frit bør
glæde sig i kunsten, om man end ved, den paa langt nær
intet adækvat udtryk for ideen er, saaledes maa man og frit
glæde sig i troeshemmelighedernes fine mystik, blot man
indser, det altsammen er Maja og Majas Maja, produkter af frit
skabende fantasi, hvis sandhed, ideen i dens egen evige
identitet af form og indhold, kun er til i sin hele fylde for
filosofen, d. e. hegelianeren — for ham og ingen anden, i hans
forsvinden som idénødvendigt moment i ideens evige
selvbeherskelse.
Saa talte Monrad smukke ord om troen og alt dens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
