Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gudmund Schütte: Pangermanismen i Norge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pangermanismen i Norge.
53
vilde give Slip paa Nordslesvig; for det er kun i Fabelen,
«at Ravnen fristes til at slippe den stjaalne Ost ud av Nebbet,
da Ræven begynder at smigre den, bl. a. at rose dens skjønne
Sang, og beder den give et Nummer til bedste». Et lignende
Forsøg gjorde nu Bjørnson, og Bladet var spændt paa at se,
om Osten vilde falde. «Paa skjønne smigrerier for Ravnen
lader han det minsandten ikke skorte, saa — glipper
Experimenter skal ingen kunde sige ham det paa» (No. 249,
1872).
Sprogforskeren Hans Ross fremkom med et Indlæg,
som havde særlig Interesse, fordi han som Landsmaalsmand
og Demokrat havde Føling med, hvad der rørte sig i
Folket-Artiklen stod i «Dagbladet» No. 260—61, 1872, og var
undertegnet + B. J. Ross hævder, at FYændeskabets Vigtighed i
Politiken var i Aflagende, alt eftersom Nationerne voxede op
og bort fra hverandre. Men hvis man med Bjørnson vilde
tillægge det afgjørende Vægt, da maatte Nordens Fremtid
hellere gaa med England end med Tyskland. I
Englændernes Aarer flyder norsk Blod, «medens Tyskland ikke vides
at have modtaget saadan Indgydning» ; han minder om, hvad
Norges repræsentative Mænd fra Holberg til Wergeland
skylder den engelske Aand, og nævner, at de engelske
Aristokrater altid føler sig i Slægt med norsk Bondearistokrati,
naar de møder det. I det hele finder han, at Norges
Kultur-frændskab og frugtbareste Kulturforbindelser peger mod Vest,
mod England, som ogsaa ejer de mest «germanske»
Institutioner. Men heller ikke med England vilde han have snævert
Følgeskab. «Lad os for Alting ikke slaa os til Taals med
for alle Tider at være i anden Række. Vore Fædre mente,
det var altid værd at prøve: gel dr ekkiüfreistat. Lad
os derfor ogsaa have Mod til at forsøge at være med der,
hvor der tænkes kraftigst, finest og humanest, hvor der
stræbes høiest og handles mest overensstemmende med den
altid mere udviklede Retsfølelse eller Moral.» Og han ender
med en Opfordring om at slaa Vinduerne op til den hele
Menneskehed.
Nogen egentlig Afslutning fik Signalfejden ikke. Den
ebbede efterhaanden ud, idet man baade i Norge og i
Danmark fik andet at tænke paa. Bjørnson optoges af
Unions-striden og af Forfalninssagen og Fredssagen og forskellige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
