Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: En hovmodig digter - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En hovmodig digter.
105
for mig var det her om at gjøre at male op den bakgrund
som tilhører en bestemt literær skikkelse og belyser hans
kontur.
Perioden hadde altsaa det tilfælles: man veiret mer eller
mindre usikker efter retninger, som opfattes som éns pligt
og det væsentlige, fordi nemlig ikke længer kunstens maal
var opstaket, og dermed heller ikke dens midler; og dette
desorienterende stadium er ikke noget eget bare for norsk
literatur. Man fik ikke bokens reisverk i foræring, man var
isteden henvist til den menneskelige sjæl. Og derfor ser
man ogsaa at en samlende oversigt over perioden falder en
og anden literatur-ven vanskelig, de finder ikke fællesformelen,
bl. a. fordi perioden for enhver pris skal betyde direkte
fortsættelse av de gamle, — og da maa den jo betyde nedgang.
Eller som det het i det gamle Rom: sølvalder. Naar der
ingen enkelt dominerende retning gives, maa det ta sig ut
slik for den som vil se paa forfatterne som paa en trop vel
indekserserte soldater. Og i aviserne støtte man ofte paa
anonyme artikler, skrevet av en eller anden veteran og
personlig ven av en guldalder-skald, der man i slet dulgt
skadefryd forsikret at nu hadde da Norge gjort fra sig i literatur
og digtning; der var i høiden litt skulptur ugjort tilbake, og
litet grand arkitektur kanske. Nu vilde bourgeoisiet dog ved
gud engang ha fred! ... Træthet og overlæssede hjerner er
forresten ogsaa et almeneuropæisk fænomen; blandt
kunstnere reagerer den neurasteni som utadvendt kraft-kultus og
«amerikanisme», hvor jo historien ikke tynger; eller søker
utslag som «futurisme» i det gamle Europa, hvor man
forlanger al last av kunst-tradition kastet overbord.
Den literære misere er der. Der er det sølvalder i
Norge, og kanske mere til. Men ikke forstaat paa
veteranernes maate. Der er ikke ført bevis for at der bærer de
literære talenter skylden. De skottet visselig tildels litt meget
ut efter retning og efter effekten; og lette ikke nok efter det,
som er det vigtigste: sig selv. Ikke nok. Men hvem gjorde
nogensinde det? Jeg mener si at sølvalderen, hvad dem
angaar, ikke er der; det talent, som kom efter «gjennebruddets»
mænd, hadde det kun saa ulike vanskeligere, fordi det nemlig
intet fik i foræring. — Foruten at det i det hele er saa sin
sak at slaa fast forfald i kunst. Er Euripides daarligere trå-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
