Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Hans E. Kinck: En hovmodig digter
- I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
106
Hans E. Kinck.
giker end Sofokles? Det forekommer mig at det spørsmaal
endnu den dag idag ikke er helt avgjort. Er «barokkens»
kunstnere den «klassiske» høirenæssanses mestre egentlig
underlegne?
*
Med denne skissering av tiden fra nitti av agtet jeg bare
at minde om et par skjær i den led, som var det lumske
farvand for hine aars digtning.
Der fandtes nemlig talenter, som ikke lot sig suge ind i
nogen grottekvern. Der fandtes blandt dem en forfatter, som
førte sin digtning fri og frelst ut av alle disse tidens
retninger og utvekster. Tryggve Andersen stod midt oppe i
denne nittiaarenes utvikling. Men han stod der med sin
kloke selvopholdelses-evne; han brøt ikke overtvert, han
gjennemlevet til bunds, han optok. Han visste noget andet
om det som het «brudd» end literaturhistorikeren: At en hel
ny periode indledes ikke altid med rop paa psykologi eller
krav om lyrisk siesta eller dødsdom over den dramatiske
kunst eller i det hele med attituder og proklamationer; han
visste at et brudd stundom sker lumskere: det kommer
indenfra og av sig selv. Han tænkte vel ogsaa som saa at brudd
er nu engang ikke saa almindelig som man tror; det er
dilettanterne som altid snakker om brudd — aandsliv er
organisme. Og han lot sig aldrig forvilde av den værdiløse
literaturs sukces, av det altætende, — selv om han lekte
med tanken og hadde føling med de tuseners kunstsmak i
landet. Der er en novelle — Den store sukces — som
utkom i en samling første gang 1902; rent kunstnerisk set
staar den ikke saa høit, den er nærmest en urørlig studie.
Men derfor er den like oplysende om forfatteren; man har
visselig ret til i den at se et rids av hans eget arbeidsbord,
noget av et personlig skrifte om det, forfatteren selv forstaar
ved egte kunst. Det gives indirekte, paa vrangen; novellen
skildrer nemlig det store, svimlende øieblik, da en kunstner,
som før stred mot publikum’s uforstand og led økonomisk
ved det, allerede har jasket sammen en intetsigende og
upersonlig bok, som pludselig gjør vældig lykke: Det er altsaa
ikke noget hekseri! «kunsten» bestaar jo bare i at late sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 22:44:01 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1917/0114.html
