Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Hans E. Kinck: En hovmodig digter
- II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120
Hans E. Kinck.
ensomhet; i maaten, hvorpaa skikkelsen stilles ind i
motivet, er der noget merkelig intuitivt, som fører én tilbake til
ættesaga eller til tidernes morgen: Just slik ufølsomt vilde ogsaa
de fortalt den ting; ti det er kun én av de tusener, som
taper i parrings-leken. Men Tryggve Andersen ser altsaa
ogsaa at saaret væsker.
* *
*
Der kan selvfølgelig skilles ut andre hovedmotiver i
Tryggve Andersens bøker end det, som har sin rot i hans
sans for de svindende livstegn, som han saa
utrættelig vender tilbake til, eller i det romantiske gemyt,
som jeg nævnte i indledningen. Dette var bare to av dem.
Jeg synes dog, de er de vigtigste. De er geniet i hans
digtning.
Men hvad motiv han end har, staar hans skikkelser
aldrig alene. Det fremgaar av det jeg alt har nævnt at de
er nøie fældt ind i landskap, i natur; de staar uoprykkelig
fast i sin jord. Der er dryssende fuldt av intime, knappe
naturskildringer, som ingen har overgaat i friskhet. De
er egentlig ikke ramme, de staar ikke for sig selv, men de
indgaar som en fint tilpasset bestanddel av sjælelivet og den
stemning, som rører sindets dyp eller kruser overflaten.
Særlig natten har han! Jeg minder saaledes om landeveien,
hvis liv gir gjenlyd i De sidste nættene. Landeveien
hører til hans forelskelser, og deri staar han jo ikke alene
— Verhaeren’s bedste digt er viet en landevei. Ved slutten
av høsttinget staar kancelliraaden ædru i vinduet den kolde
nat, og hans tanker maser dystre med krigen og Norges
fremtid; saa ramler der kjærrelass forbi paa den frosne vei,
han vet hvad det gjælder, men roper allikevel ned og spør
hvor de skal hen: «Den nærmeste kar stoppede sit læs. Det
gav et rykk i hele rækken som fulgte; den stansede ogsaa.
Skyer af graa damp steg op fra hestenes rygger. — Karen
svarede, det var transport-skyds til Glommen, til skanserne
deroppe ...»
Hans store elasticitet gjør at han tilsyneladende færdes
like hjemmevant i Østlandets storbygder og længer vestpaa.
Jeg nævnte kystbyen ved elven i det sydlige Norge fra Mot
kveld, hvor den ligger uforglemmelig fast. Ombord paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 22:44:01 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1917/0128.html
