Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: En hovmodig digter - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En hovmodig digter.
121
skuten kjender han rummene og gaar ikke feil. I Gylden
hevn er han trængt ind i et sydtysk landskaps karakter.
Og selv i den noget ufærdige, sidste novelle-samling (Fabler
og hændelser) har han dog i den første novelle i stilhet
forstaat at mane frem et billede av Færøernes natur saa
intens at man synes man har været der. Han er som en
seidmand, han kan den kunst at gi selve naturen ordet.
Men især er det Oplandet paa Mjøsen’s østre bredd han
kjender. Derfra er ogsaa stammen i selve hans norske
sprogfølelse.
Men ogsaa indendørs har han juveler av stemninger, som
smelter sammen med motivet. Jeg nævner høststemningen
paa Store Kjelsrud, hvor kaptein Tebetmann’s datter sitter
i ovnskroken og venter paa, at eplerne paa ovnen skal bli
stekt. Tryggve Andersen er i det hele forfalden til
lysvirkningen fra ovnen i et ellers mørkt værelse, hvor skjæret leker
hemmelig, men frit med et ansigts træk, en skikkelses ryg,
nogen hænder. Og han elsker lysspillet mellem dag og
lampelys, eller mellem dag og nat. Der stiller han saaledes
sorenskriveren i sin første roman og foretar den intime
præsentation av den trætte hanrei — han sitter som nyankommen
i den store, gardinløse og møbel-tomme sal: «Som han sat
der foroverbøiet med haken sunken ned paa brystet, syntes
ansigtet uhyggelig graablekt i tveskjæret fra den lyse nat
utenfor og de blafrende praaser paa bordet ...» Jeg skal ikke
citere videre. Og i Gullik Hauks veen arbeider jo
blinket i tømmerbilen fra peisilden sig langsomt ind til
hovedpersonen i motivet. — Man er kanske for tiden litt
slæp-hændt i den sammenstilling av moderne kunstnere med de
gamle hollændere; det har imidlertid staat for mig at just
ved Tryggve Andersen hadde man sin kompliment i behold;
ti han har i utpræget grad disse gamle mesteres kjærlighet
til intim, stille lysvirkning paa ansigt og nakke, paa hænder.
Nu, svakheten for tveskjærets lek har mange, det er ikke
noget særs for ham; det er jo ganske liketil bare en
kunstners sans for bevægelse, liv, som her gjør sig gjældende.
Men faa lykkedes det uten den forstemmende artistiske
efter-smak; det gjorde det for Tryggve Andersen, det lykkedes.
I det hele, hans kunst opnaar, at den, som nød den, har
set. Han hører ikke til de ufriske stil-slikkere; han skjuler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
