Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Stang: Christian Michelsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Christian Michelsen.
155
statsmyndighet, og værst var det at græsefæstningerne skulde
■nedlægges. Det vilde skape en forbitrelse i Norge som sent
vilde forta sig, og som vilde vanskeliggjøre forholdet til
Sverige mere end nogen krig kunde gjøre. Regieringens politik
hadde været smart, sa Castberg, men den manglet politisk
religiøsitet.
Den opfatning Michelsen gjorde gjældende, var en helt
anden. Mot det politisk-religiøse syn Castberg hadde hævdet,
stillet han interessepolitikken. Det var, sa han,
regjeringens pligt at se hen til Norges virkelige interesser; og derved
svigtet man ikke dets ære. Den nationale ære falder nemlig
sammen med vore nationale interesser, det vil si med
summen av vort folks aandelige og materielle behov; den
nationale ære er ikke noget som hænger i skyerne, ogsaa den er
jordbundet. Han forklarte indtrængende at det som var skedd
den 7de juni, maatte vække harme i Sverige; det var
naturlig at svenskene følte sin nationale ære saaret, og med det
faktum fik vi regne. At vi forhandlet med Sverige var
selvsagt — det som er moral mellem individerne, faar ogsaa være
moral folkene imellem. Det viste sig da ogsaa at da de
svenske betingelser var formulert, tok hele Europas opinion
stilling for svenskerne: betingelserne kunde ikke uten videre
avvises; der maatte i hvert fald forhandles om dem. For
en realpolitisk overveielse var spørsmaalet ikke om vi skulde
forhandle eller ikke forhandle, om vi skulde slutte forlik
eller avvise al tanke paa forlik. Spørsmaalet var kort og
godt: vandt vi mere paa forliket end vi tapte? Hvad vi
vandt, var klart: syvendejuni blev bragt i havn og vor nye
stilling anerkjendt; krig undgik vi, og vi kunde regne paa
at der snart igjen kunde bli forstaaelse mellem de to folk.
Hvad vi opgav, var hovedsagelig grænsefæstningerne. De blev
avløst av den nøitrale sone, og spørsmaalet var for det
første hvilken militær værdi den hadde, og for det andet
hvilken militær værdi de grænsefæstninger hadde som skulde
nedlægges. Om deres værdi var der blandt de sagkyndige
meget delte meninger, og de fleste la ikke stor vegt paa
dem. For en realpolitisk betragtning kunde avgjørelsen ikke
være tvilsom: vi vandt meget mere end vi opgav. Og da
var det likefrem en civilisationens pligt for os at ta forliket.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
