Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Stang: Christian Michelsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158
Fredrik Stang.
begeistring ved den handlekraft den hadde vist. Naar den
nu satte bremse paa vognen, risikerte den ikke bare at tape
sin popularitet, den risikerte meget mere. Beundringens
virak er farlig eggende, og den er lumsk døvende; heldigvis
lot regjeringen sig ikke beruse av den. Men der laa mere
end personlig karakterfasthet i beslutningen: den var efter
min mening født av et vidtskuende og elevert politisk syn.
Der er træk i denne regieringens politik som fører
tanken tilbake til den største statsmand det moderne Europa
har hat: Bismarck. Han førte krig mot Østerrike, men da
seiren var vundet ved Sadowa, sa han stop. Østerrike var
slaat, Preussen hadde derved sikret sig en førerstilling i
Tyskland, og længer gik ikke dets interesse. En krig som ikke
blev ført videre, vilde ikke sætte varig nag i Østerrike — det
som er realt begrundet, faar som regel tilgivelse. Om krigen
blev fortsat, og især om de preussiske tropper fik lov til at
marsjere ind i Wien, vilde derimot Østerrike faat en
ydmygelse som aldrig vilde bli glemt. Bismarck vilde
imidlertid ikke gjøre noget som varig ødela forholdet mellem de
to beslegtede folk. Han visste desuten at Preussen snart
vilde faa bruk for Østerrikes støtte eller ihvertfald for dets
venskap. Saa satte han bom for krigen, og det varte ikke
længe før forholdet mellem Preussen og Østerrike blev godt,
man kan vel — om det ord overhodet lar sig bruke i
politikken — si hjertelig. Det var mot militære eventyrlyster,
Bismarck satte sin mening gjennem, og han hadde vel ogsaa
adskillig politisk religiøsitet at kjæmpe med. Hvor farlig det
var at gaa et nationalt krav imot, selv om det er paa
avveier, fik han føie. Da krigen mot Frankrike kom, satte
officererne igjennem at Bismarck ikke lik lov til at være med
i krigsraadet; det var bare paa anden og tredje haand han
kunde holde sig underrettet om hvad de høie herrer
besluttet. Den straf Bismarck lik, formaadde imidlertid bare at
understreke det som for nutiden er et av de mest
beundringsværdige træk i hans politik.
Det er let at se at i Ivarlstaddebatterne støtte to politiske
livssyn sammen. Jeg kan imidlertid ikke verge mig for det
indtryk at det ogsaa var to forskjellige tidsaldre som stod
mot hinanden.
Oppositionens opfatning hadde rot i længst henfarne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
