Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigrid Undset: Tre søstre - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tre søstre.
409
evighet ut av betragtning. Men paa menneskenes evindelige
spørsmaal «hvorfor lever jeg, hvorfor lider jeg, hvor kommer
jeg fra, hvor gaar jeg hen —» hadde videnskapen ikke svar
at gi — ialfald ingen som kunde tilfredsstille det egoistiske
og arrogante overdyr. Det særmenneskelige blev uforklaret
og menneskets sjæl gaadefuld — et tusmørkeland hvis vidder
ikke kunde sees tilende og hvis dybder ikke kunne loddes.
Naar videnskapen eller særlig videnskapens mindre
videnskabelige tilbedere forutsa at engang skulde disse
skumrings-egne bli videnskabelig utforsket og i en tilkommende
guldalder skulde den irrationelle menneskesjæl foreligge rationelt
opdyrket og beplantet med smuk og nyttig vegetation, saa var det
jo fremtidseventyr. De stillet mindst likestore krav til
menneskets uvisnelige evne til at tro paa det det ikke vet noget
om,som historien om de syv skabelsesdage. Imidlertid, den som
ikke vilde nøie sig med en forklaring av menneskelivet ut fra
et eventyr i fortiden eller i fremtiden, maatte nøie sig uten
forklaring. Stemningen speiler sig i tidens lyrik : mørkerædsel
og henrykkelse over halvlysets skjønhet, fortvilelse og træthet
over de spørsmaal som ingen kan besvare, stolt og frygtløs
resignation — og menneskets lykkelige trosbegavelse, som gir
det evnen til at fortære frelsen for sin ulykkesfølelse i alterets
vin og brød eller vegetarklubbens vand og gulerøtter og
glemmer sine sorger i Betlehem eller Utopia.
I denne tidsalder var det at Emily Brontes kunst fandt
resonnans i sindene. Hendes dogmeløse og klippefaste tro
paa at sjælen, dødelig eller udødelig, er sterkere end døden,
hendes visshet, om at den engang vil tiltvinge sig svar paa
sine spørsmaal, opfyldelsen av sine trodsigste krav — en
visshet som ikke bygger paa lære eller forkyndt løfte, men
bare paa følelsen av egen styrke, den griper de tvilraadige
hjerter. Og det patetiske billede av den ensomme unge pike
ved sine smaa huslige sysler i den bortgjemte landsens
preste-gaard, den unge pike som streifer om paa de \eirhaarde
heier med sine hunder, talte til tidens fantasi. Den var
indstillet paa at se hvert menneske- som en gaadefuld verden,
og Emilys liv og digtning er gaadefuld. Og særlig i tidens
lyrik møter vi stadig mindelser om Emily Bronte’s lyrik —
det er især hendes «Last Lines» som spøker.
Hendes eneste prosaarbeide, romanen «Wuthering Heights»,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
