Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Charles Kent: Taarnbyggeren - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Taarnbvggeren.
477
Hele den unge, fattige poet findes i disse linjer; den
verdensfjerne student som kan tænke sig at drikke rod vin av
en grøn rømer; den ensomme som finder alle dører lukket
— fordi han er «Nattens Barn» som ikke kan finde sig
tilrette i det borgerlige døgns regelmæssighet, — som staar
utenfor «det rullande nuet», for at bruke Frödings betegnende
uttryk.
Det er slet ikke fordi han savner omgang, heller ikke —
temmelig snart — venner. Han blander sig mellem den
radikale studenterungdom, er endogsaa med paa «liberal
Skovtur» efter vel overstaat filosofikum. Men selv her, mellem
meningsfæller, forlater hans stadige følelse av ensomhet og
fremmedhet ham ikke. «Jeg følte mig dem alle underlegen.»
Og saa skal han læse til embedseksamen — zoologi; og
kjæmpe alle unge poeters kampe mellem ulysten til det strenge,
regelmæssige pligtarbeide og Ahasverus’ uborgerlige længsel
og trangen til at sænke sig ned i sit uhelbredelige tungsind.
«Tilsidst var slukt hvert Lvs, hver Lyd var død
Jeg vandred hjemad, træt og vemodsblød
led ved den spildte Dag, foruden Tro
paa egen Vilje og paa egen Evne
og ræd for Morgendagens Arbeidsstevne.»
Ræd — er netop ordet. Det er neurotikerens for
gjen-nemsnitsmennesket uforstaaelige angstfornemmelse, som er
skyld i det man populært kalder hans «arbeidsskyhet». — Og
kunsten er ikke bare hans refugium fra den ublide
virkelighet, det er hans forsvarsvaaben mot virkeligheten, hans
middel til selvhævdelse, til at rehabilitere sig i sit eget omdømme
og, hvis han har talent — og er heldig — ogsaa i andres.
Men denne vei fører ogsaa til den komplette egoisme
som er neurosens følgesvend. Som nævnt ovenfor, savnet ikke
Johannes Jørgensen venner; han maa endogsaa ha hat en
ikke ganske sedvanlig personlig charme, ha eiet noget i sit
væsen som tiltrak baade mænd og kvinder. Det er bekjendt
hvor megen pris en mand som Stuckenberg, der som Johs.
Jørgensen selv sier, var ham langt overlegen baade i talent
og karakter, satte paa ham; i det Stuckenbergske hjem fik
Johs. Jørgensen sitte ved bordet nærmest ved husfruen — som
33 - Samtiden 1917.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
