Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Charles Kent: Taarnbyggeren - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48 4
Charles Kent.
«Aften efter Aften er der fremmede. Niels Graff kan ikke
længer holde ud at være ene. Naar det mørknes, trænger
han til at gaa i festlig Forventning og tænde alle Lys og se
Bordet dækkes og selv gaa ud at lukke op, naar det ringer.
Han trænger til at sidde i en kreds af Mennesker Natten
igjennem, drikke sterke Ting, snakke, læse op og ryge mange
Cigaretter. Kommer der en Aften ingen til dem, da søger han
og Agnes ud. De ringer paa, hvor de ved at man gjerne vil
tage imod dem, og Aftenen og Natten ud bliver de hos Vennerne,
og Vennerne er glade ved at have dem, og det er som naar
Børn ikke tør være ene i Mørket. Men undertiden stiger deres
Uro og deres Lede bliver saa dyb, at den ikke kan døves inden
fire Vægge. Da iler de ned paa Gaderne, drager ud af Staden,
vandrer i de frostklare Maaneskinsnætter lange, hvide Veie i
det øde Land, indtil Maanen synker.»
Virkeligheten taper mere og mere sin interesse for ham;
arbeidet i avisen blir ham en trykkende byrde.
Da «Børstidende» efter Ernst Brandes’ død gaar ind,
skaffer Edvard Brandes ham en plads i «Politiken»; men
«jeg føler det gamle Fiendskab mellem mig og Menneskene»,
heter det i en dagboksantegnelse av 19de sept. 1892. Han
føler sig mere fremmed og rotløs i journalistikken end nogen
gang. Hans arbeide er da heller ikke opløftende: at skrive
om skandaler og opsigtsvækkende processer i utlandet.
Om hans hjem heter det i erindringerne at det blev ham
«efterhaanden . . . kjært som Barndomshjemmet». Hele
reflek-sionsmennesket Johs. Jørgensen røber sig som i et glimt i
denne karakteristiske ytring. Først naar der begynder at
knytte sig minder til hjemmet, kan han rigtig nvde
tilværelsen der. Han arbeider for dette hjem og holder det oppe —
med et slit som for denne drømmer maa ha kostet haardt
— men han føler samtidig lænken. I boken «Livets Træ»,
som utkom i 1893, er der en digter som klager sin nød:
«Der er noget, der heder Huslivets Tristhed — en tom, graa
Lede ved Tanken om at man for bestandig er fangen midt
mellem alle disse borgerlige Ting . . . Langsomt mærkede jeg
denne Lede snige sig over mig, og jeg fornam, at Luften i mit
Arbeidsrüm forvandledes — blev Madluft, Husluft, Kvindeluft...
I min Hjærne fødtes aldrig mere et blankt Billede eller et
straalende Ord — — —»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
