Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Charles Kent: Taarnbyggeren - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48 4
Charles Kent.
Foruten av utilfredsheten med sit daglige arbeide plages han
av angst for økonomisk ruin; men han kan ikke gi sig over,
maa kjæmpe kampen tilende, læser og studerer —
Schopenhauer og de franske nykatolikere. Men der skulde et chok
til for at føre ham ind paa den nye vei han søkte. Han
fortæller selv (i «Livsløgn og Livssandhed»), hvordan det
gik til:
Han vaagner en morgen — alene i sit hus . . . «Jeg vidste
det, saasnart jeg vaagnede. Og som en forfærdelig Tynge efter
Søvnens korte Lettelse lagde Bevidstheden om min Skjæbne sig
over mig — Bevidstheden om de onde, uhyggelige Ting jeg
igaar havde øvet, de Ord, hvis Skyld det var at jeg
vaagnede ganske, ganske ene i det lyse Hus . . .
. . . Forgjæves satte jeg mig til mit Arbeidsbord — det
Alter, hvorpaa jeg havde ofret de Menneskers Hjerter der vilde
mig bedst og elskede mig mest.
. . . Alle Følelser, alle Hensyn har jeg opbrændt paa
Alterilden foran mit Jegs hellige Billede, foran den Afgud, jeg kaldte
min Kunst . . .»
Det er den ældgamle forklaring paa verdenssmerten —
altid like irrationel og — endnu — saa mangen gang den
eneste som det ulykkelige selv føler sig tilfredsstillet ved:
Følelsen av skyld overfor verdensordenen.
For i det øieblik, man har lagt al skylden paa sig, er
jo den ytre verden omkring én paany blit taalelig, ja
attraa-værdig. Naar man selv er uværdig til hvilketsomhelst gode,
da blir selv den tarveligste tilværelse en gave man tar imot
med tak og glæde.
Fra nu av er han en route — og stanser ikke, før han
har gaat sin Damaskusvei tilende. Men dette skulde endda
ta lang tid og kræve haarde kampe. Det er først efterat han
i 1894 har set «Taarnet» gaa ind og selv av katolske venner
er blit hjulpet til en utenlandsreise, at han finder den
sluttelige løsning i autoritetsprincippet. Dogmet om
forsoningen er en nødvendig arbeidshypotese — og de øvrige
dogmer følger med nødvendighet av det første.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
