Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Paasche: Luther
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Luther.
495
vilje», fortæller Luther; og den gamle hævnet sig siden ved
at ombytte det ærbødige «I», som han før hadde fundet sin
lærde søn værdig til, med det oprindelige og mere overlegne
«du». Rigtignok kom han til Erfurt, da Martin Luther blev
viet til prest, og opdriften i ham tilsagde ham at møte med
et følge paa ikke mindre end tyve beredne Mansfelder
borgermænd. Men ved festmaaltidet kunde han ikke dy sig: han
maatte minde sønnen om det fjerde bud, og da Luther
appellerte til Guds kaldelse, antydet den gamle, at det
kanske like snart var djævelens røst, som hadde lokket ham
ind bak klostermurene.
Man har bevaret et brev, som Luther i 1530 skrev til sin
døende far, og et andet, som han i det følgende aar sendte
til moderens dødsleie. Der er forskjellige takkens og
ærbødighetens ord i disse griperide breve; men der tales ikke om
en religiøs arv, som Luther skal ha overtaget fra sine
forældre. Hvor det gjælder religionen — og det er først og
fremst den, det gjælder — er han selv den myndige, helt ut
sjælesørgeren. Sønnen lærer sine forældre, som han før
hadde lært dem. Ti de var forlængst, som de fleste i
Thi’i-ringen, fulgt med til «kirkeforbedringen».
Vi kjender ikke tidspunktet, da det religiøse spørsmaal
blev brændende for Luther. Men det ligger selvfølgelig forut
for hans indtrædelse i klosteret. Allerede nu maa han ha
havt det ønske, som siden fortæret ham, ønsket om at «faa
en naadig Gud», om at frelse sin sjæl. Og midlet var
selvfølgeligt nok: han maatte «bli from og gjøre fyldest».
Men om han hadde store krav til sig selv, saa hadde
han ogsaa sine krav til livet. Og skjønt han paa forhaand
maa ha tænkt høit om klosterfreden, saa var det dog paa
sæt og vis et ulykkestilfælde, som fik ham til at ta det
avgjørende skridt. Lynet slog vandreren til jorden en sommerdag,
da han var paa vei fra sit hjem i Mansfeld og hadde Erfurt
like foran sig. «Da brøt han ut: «Hjælp, kjære St. Anna!
jeg vil bli munk!» Luther var 21 aar gammel, da han gav
dette løfte.
«Der var endnu idel het ungdom i mig,» skriver han
lang tid efter fra Wartburg til sin far. «Jeg blev ikke gjerne
og villig en munk; men da jeg pludselig blev omgit av
forskrækkelse og dødsangst, avlagde jeg i trængsel og tvang mit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
