Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fr. Paasche: Et motsigelsens ord - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et motsigelsens ord.
at være hvor dens hjerte er. Det er bare underlig, at enten
tens statsmænd glemmer at ta sine egne lande med i refor
men. Litt skepsis ogsaa til den side kan bare være sundt.
Det er betænkelig, at Frankrike har hat ønsker om at
skille tysk land fra det tyske rike (den nye stat omkring
Mosel), og at Frankrike like ihærdig som Tyskland avviser
tanken om en folkeavstemning i Elsass-Lothringens kommu
ner. Vilde det være rimelig, at en tysk by som Strassburg
i denne nationalbevissthetens tid blev revet ut av det tyske
samfund? Kan det stemme med den teoretiske respekt for
den levende nationalitets ret?
Det er underlig at Balfour ifølge telegram fra Lon
don har kunnet uttale, at den engelske regjering ikke ser
sig i stand til at erkjende republikken Finland som selvstændig
stat. Tar England hensyn til den russiske stormagt, som
foreløbig er lagt i grus, men som muligens endnu kunde opstaa
som ententens forbundsfælle? Den regjering, som ustanselig
opflammer sit folk med at tale om kampen for de smaa na
tioners ret, ser sig ikke i stand til at erkjende Finland som
selvstændig stat! Det er et for eiendommelig standpunkt
til at det kan bli varig.
Englands statsmænd har god anledning til at gi et stort
eksempel. Trofaste mot det program de holder frem for
centralmagterne, bør de frigi Ægypten, frigi det Indien, som
England har tæmmet med sine kanoner, gi Gibraltar tilbake
til det Spanien, som engang i morderisk kamp har søkt at
vinde det igjen. Det er godt og vel, at Tysklands militarisme
skal knuses. Maatte England ikke glemme at reducere den
tlaate, det behersker havene med!
Endnu ett: Irland! Blodigere uret bokstavelig talt
blodigere end Englands mot Irland kan historien ikke saa
ofte fortælle om. Det nye England har forsøkt at gjøre
gammel uret god igjen; men skridtene har været lang
somme nok. Nu burde vi kunne vente, at Irlands folk
fik raade over sin skjæbne, skille sig fra England, om det
vil. Men tør vi vente det? Efter den sidste reisning i
Dublin blev de irske førere straffet som engelske oprørere,
ikke behandlet som folk av en anden nation, som krigsfanger.’
Juridisk set hadde England ret; ti den gamle undertrykkelse
har faat lovens stempel. Men vore hjerter kviet sig for at
131
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
