Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anders Krogvig: Ny retskrivning - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anders Krogvig.
Da saa eventyrene kommer, faar de to fortællere høre
adskillige vondord for sit maalstræv. Allerede da den første
prøve paa dem blev lagt frem i nytaarsgaven «Nor» for 1838,
var der en ellers meget velvillig anonym ute i «Morgenbla
det* og beklaget sig over, at Asbjørnsen i sine eventyr optok
«bonde udtryk og vendinger i sproget, samt beretninger av
de plumpeste bondeskikke», og da selve eventyrboken fore
laa, kom motstanden ira ganske anderledes anset hold, fra
den mand som gialdt for samtidens første kritiker, P. J. Col
lett. Han belærte de to sproglige revolutionsmænd om at «det
nationale ikke er ensartet med det raa», og dette til trods for
at Asbjørnsen og Moe hadde været meget forsigtige i sit
maalstræv, de hadde saa vidt mulig git de særnorske ord en
dansk sprogdragt.
Men strømmen lot sig ikke stanse, den naturlov Olufsen,
og efter ham Wergeland og Hielm hadde pekt paa, var uimot
staaelig. Seiv hos de ivrigste danomaner kunde en gang i mel
lem den norske natur gaa over den danske optugtelse, de
kunde slumpe til at skrive norsk en gang imellem, de ogsaa.
Der findes et kuriøst eksempel herpaa i nogen dagboksoptegnel
ser av selve P. J. Collett. Engang midt i 1830-aarene er han i
Kjøbenhavn, og her træffer han sammen med H. C. Ander
sen, hvis digtning han er en beundrer av. Men i personlig
omgang er han ikke fuldt saa imponerende: «Veg og
blaut» i disse ord sammenfatter han sin skildring av hans
personlige fremtræden. Han har øiensynlig ikke kunnet
klare sig med det danske «blød» i dette tilfælde, der har ikke
været smak nok i det, den hjemlige form har trængt sig frem
paa trods av alle teorier.
Trossætningen om det fælles dansk-norske skriftsprog
var dømt i det øieblik vi fik en virkelig norsk litteratur, en
litteratur som ikke bare var skrevet av nordmænd, men som
ogsaa vilde være et fyldig og præcist uttryk for norsk folke
«iendommelighet. En slik litteratur kunde aldrig føle sig til
freds med et fremmed sprog, det blev et livsspørsmaal for
den at finde hjemover. Men fort gik det ikke, og det var
længe liten plan i fornorskningsarbeidet. Det eneste plan
mæssige fornorskningsarbeide som blev drevet, var Knud
Knudsens, men det fik liten direkte betydning, for det første
fordi han tok for lange steg, og dernæst fordi hans maal-
188
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
